Nu starter det igen. Skolelukninger, onlineundervisning og forældre, der må blive hjemme fra arbejde for at passe deres børn.
Et coronaudbrud på Dyvekeskolen på Amager får mandag skolen til at sende alle elever fra 0. til 6. klasse hjem indtil den 14. november. Det sker, efter at skolen har fået et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det samme skete i fredags for Herstedøster Skole i Albertslund, der også fik et påbud og måtte sende alle de yngste elever til og med 6. klasse hjem.
Det er første gang siden august, at Styrelsen for Patientsikkerhed udstikker påbud om at lukke klasser ned på grund af coronasmitte.
Rutinerede i online undervisning
Nedlukningen er ærgerlig men forståelig, mener Birgitte Pilgaard, der er skoleleder på Herstedøster Skole. For smitten er ude af kontrol, fortæller hun. Den startede hos et par elever i nogle få klasser, men udviklede sig hurtigt til, at der nu er cirka syv smittetilfælde om dagen.
- Det er desværre ikke lykkedes os at få inddæmmet smitten. Vi har ellers fulgt alle retningslinjer, der har været, helt fra starten. Det er rigtig ærgerligt især for familierne, som skal til at passe deres børn hjemme igen, siger hun.
Men skolelederen fortæller også, at det trods alt er en fordel, at de har prøvet det før, og at det ikke nyt for lærerne at undervise eleverne online.
- Både medarbejdere og egentlig også elever og forældre er desværre ved at være rutinerede i det her, siger hun.
Flere skoler vil blive lukket
Hos Styrelsen for Patientsikkerhed forventer man ikke, at det sidste påbud er givet endnu.
- Realistisk set skal vi forvente, at flere skoler vil lukke den kommende tid, fordi vi vil se en stigende smitte, og det vil selvfølgelig også afspejle sig på landets skoler, siger styrelsens direktør Anette Lykke Petri.
Hun forklarer, at de to vigtigste parametre, der afgør, om en skole bliver lukket er, om smitten er så meget ude af kontrol, at det ikke er muligt at inddæmme den på andre måder, og om der er særligt sårbare elever på skolen.
På langt de fleste skoler lykkes det ifølge Anette Lykke Petri at holde styr på smitten med de midler, vi efterhånden allesammen kender. Altså ekstra rengøring, opdelte klasser, test af nærkontakter og forældre der afleverer deres børn uden for skolerne.
- Men man skal ikke være i tvivl om, at vi tyer til påbud og lukker en skole, hvis det er nødvendigt og smitten kommer ud af kontrol, tilføjer hun.
Lad jer teste - helst to gange
Det var ressourcedirektøren i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning, Nicolai Kragh Petersen, der videregav styrelsens påbud og bad skolen på Amager at sende eleverne hjem.
Han forsikrer om, at kommunen gør, hvad der skal til for at få kontrol over situationen, men han har én besked til de nedlukkede skoler.
- Vi opfordrer skolens elever og forældre til at følge styrelsens opfordring og lade sig PCR-teste mindst én gang, gerne to gange. Hvis vi ikke får styr på smitten, så risikerer vi, at skolen ikke kan åbne igen, siger han.
Det er de yngste børn, der smitter
Statens Serum Institut skriver i sin seneste ugerapport om coronasmitten, at 108 af landets skoler lige nu er ramt af i alt 119 smitteudbrud. De melder også om, at den højeste smitteforekomst i øjeblikket ses blandt skolebørn i alderen 6-11 år.
Svend Ellermann-Eriksen, professor og ledende overlæge i klinisk mikrobiologi ved Aarhus Universitet, mener, at det nu står så slemt til med smitten, at det er på tide at genindføre restriktioner, hvis vi skal have styr på situationen.
- Vi ser flere og flere syge men også flere indlagte på hospitalerne, og det er det sidste, der er det afgørende. Vi skal have styret os igennem det her, så vores hospitalsvæsen ikke knækker sammen, siger han.
Viggo Andreasen, der er lektor ved Roskilde Universitet og blandt andet forsker i matematisk epidemiologi, har tidligere forklaret, at særligt unge og voksne, der ikke er vaccinerede og børn under 11 år, spiller en stor rolle i epidemien lige nu.
- De uvaccinerede unge voksne og børn under 11 år kan hver især alene sprede nok smitte til, at epidemien ikke vil dø ud, selvom en større del af befolkningen er vaccineret, siger han.
Vi skal stramme op
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har været ude og anbefale, at regeringen igen indfører coronapasset, og det mener Svend Ellermann-Eriksen er en god idé.
Men hvis det skal være nok, opfordrer han til, at vi samtidig begynder at tage situationen lidt mere alvorligt og lader os teste mere regelmæssigt. Særligt dem, der ikke er vaccinerede.
- Al smitten sker jo ikke bare på restauranter og ved teaterforestillinger, den sker også ude i de små hjem, til familiefester og på arbejdet, siger han.
Derfor opfordrer han danskerne til "lige at stramme op igen" og i øvrigt blive bedre til at få sprittet hænderne af.
Statsministeren varsler restriktioner
Søndag reagerede statsminister Mette Frederiksen (S) på de stigende smittetal med et bekymret opslag på Facebook.
- Sygdommen begynder igen at få mere alvorlig betydning for vores samfund og sundhedsvæsen. Derfor forventer jeg også, at det bliver nødvendigt med initiativer, der kan bryde smittekæder, skrev hun blandt andet og varslede altså at covid-19 snart igen kan få konkret betydning for vores hverdag.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har bedt Epidemikommissionen om at vurdere, om corona igen skal opgraderes til en samfundskritisk sygdom.
Hvis den bliver det, skal Folketingets Epidemiudvalg, hvor alle Folketingets partier er repræsenteret, beslutte, om indstillingen skal føres ud i livet. Først herefter kan regeringen begynde at genindføre restriktioner.
Mette Frederiksen skrev i sit Facebook-opslag, at hun forventer, at et svar fra Epidemikommissionen er lige på trapperne.
