Smykkerøvere kørt ned

Der er gang i smykkerøverne i Københavns-området. I går blev to røvere skudt af en urmager, de var ved at røve. I dag blev to smykkerøvere kørt ned. De slap dog med skrammer - den ene dog meget dybe skrammer.

To smykkerøvere slap ikke heldigt fra et røveri i dag mod et smykkeværksted i Herlev vest for København.

De to røvere bankede på døren i eftermiddag, og da indehaveren lukkede op, truede de ham med en pistol.

- Det var en skarpladt 9 mm med patron i kammeret, siger vagthavende på Gladsaxe politistation til Ritzau.

I værkstedet var der ud over indehaveren også en kunde. Røverne fik udleveret en sportstaske med smykker og flygtede dernæst på en knallert.

Men indehaveren og kunden kørte efter dem i bil og ramte dem, så den ene måtte indlægges med åbent benbrud og den anden med skrammer.

- Det var kunden, der kørte bilen. Men umiddelbart er der ikke grundlag for at sigte ham for noget. De forsøgte at stoppe røverne ved at afskære dem vejen og kom så til at ramme dem ved et uheld, siger den vagthavende.

Så det gik knapt så voldsomt for sig som et røveri mod en urmager i det indre København i går. Her skød urmageren efter de tre røvere og ramte to af dem i ryggen.

Facebook
Twitter