Sne og slud sætter foråret på pause i weekenden

Weekenden bliver en usædvanlig kølig omgang med mulighed for både nattefrost og vinterligt nedbør.

Mens april var fuld af sol og lune temperaturer, starter den første weekend i maj køligt ud med mulighed for slud og sne. (Foto: Morten Thun/Scanpix © Ritzau Scanpix)

De kommende dage bliver en aldeles vinterlig omgang for en weekend i maj. Der er både nattefrost og sne i vente.

Sådan lyder prognosen fra Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt fredag morgen.

- Det bliver en usædvanlig vinterlig weekend for årstiden, siger han.

- Fredag morgen starter ud med sol til stort set hele landet, men det bliver en kort omgang, før vejret slår om.

Som fredagen skrider frem kommer der flere og flere skyer og byger, som både kan byde på hagl og torden.

I dagtimerne, hvor temperaturerne lægger sig omkring syv til ti grader, vil nedbøren falde som regn og hagl.

Sne og slud

Men natten til lørdag falder temperaturerne en del og lander lidt under frysepunktet - og så er der vinterligt nedbør i vente.

- Det er meget usædvanligt, at vi ser sne i maj, siger Henning Gisselø.

- Men natten til lørdag ser der ud til at falde en del slud og måske endda sne. Den sne, der falder, kan nok blive liggende i løbet af natten. Men så snart solen står op lørdag morgen, smelter den igen.

Lørdag og søndag byder ligeså på skyer og byger, og temperaturerne ser ikke ud til at overstige de ti grader.

Natten til søndag kommer en kølig vind over landet fra nord og nordvest, og det skaber det drastiske fald i temperaturen. Det er derfor, man kan gå fra 25 grader i april til sne i begyndelsen af maj, forklarer meteorologen.

/ritzau/

Facebook
Twitter