Snestorms-reporter: Jeg kunne ingenting se

Journalisten Thomas Kofoed Poulsen fra DR Bornholm var direkte igennem fra den snedækkede ø, men havde stillet sig lige der, hvor han fik mest sne i hovedet.

Nogle seere sad muligvis tilbage med bekymrede miner, efter at DR Bornholms reporter på øen Thomas Kofoed Poulsen havde været direkte igennem i TV Avisen klokken 18.30.

I hvert fald lignede han en, der kunne være i fare for forfrysninger, da sneen føg hårdt ind i hovedet på ham og lagde sig som et tykt lag henover hans store brilleglas.

Thomas Kofoed Poulsen fortæller, at vejrforholdene sænkede sigtbarheden betragteligt, lige da TV Avisen ville have en rapport fra øen, der ellers normalt forbindes med solskin.

- Jeg kunne ingenting se. Jeg stod på en kaj i Rønne Havn, hvor der er vand på begge sider, og sneen virkelig vælter rundt. Og jeg fik det lige ind i smasken. De fortalte i min øresnegl, at jeg skulle kigge mere ind i kameraet, men det kunne jeg ikke, siger Thomas Kofoed Poulsen.

Ingen tanker om varme stuer

Han nåede ikke at tænke over, at flere hundredetusinder danskere sad hjemme i deres varme stuer og muligvis fik sig et godt grin.

- Det ligger meget fjernt, når man står midt i at skulle fortælle om sneens konsekvenser. Så koncentrerer jeg mig bare om at skære det, jeg skal sige, til, siger Thomas Kofoed Poulsen.

Søndagen begyndte ellers stille og roligt på øen i Østersøen, men Bornholmer-reporteren havde lugtet lunten og valgte derfor at udskyde starten på sin arbejdsdag.

- Der var stille næsten indtil klokken 16, men da jeg skulle direkte igennem på TV var det pludselig ret vildt, siger Thomas Kofoed Poulsen, der allerede er begyndt at se frem mod flere snereportager mandag.

Facebook
Twitter