Snevejret breder sig – og trafikuheldene følger med

Politi og Vejdirektoratet advarer om sne og glat føre på vejene.

Snevejr og storm har blandt andet ramt det sydøstlige Jylland. Her ved Fredericia. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2018) (Foto: claus fisker © Scanpix)

Sneflokke kommer her til eftermiddag vrimlende over Danmark og rammer nu også de østlige egne.

Vejdirektoratet har ifølge Ritzau fået en melding om en ulykke på Vestmotorvejen ved Sorø på grund af det glatte føre.

Trafikulykken er den seneste i rækken, hvor blandt andet Esbjerg-motorvejen, Sønderjyske Motorvej, Svendborg-motorvejen, Østjyske Motorvej ved Hedensted og Vejle Nord har været ramt af ulykker.

Alle ulykker har dog været soloulykker uden alvorlige skader, lyder det fra Vejdirektoratet.

- Vi kan se, at uheldene er sket fra vest mod øst, i samme takt som snefaldet har bredt sig i samme retning, siger Lars Camillo Axelsen fra Vejdirektoratet.

Der har ikke været mange biler på vejene, og derfor har ulykkerne heller ikke skabt nævneværdig kødannelse.

Vinden kan også genere trafikken

Ifølge DMI er der stor sandsynlighed for, at broer må lukkes for trafik på grund af stærk vind.

- Lige nu er der kun melding om kraftig vind for de broer, vi overvåger. Men det kan ende med restriktioner for høje, lette køretøjer på broerne, siger Lars Camillo Axelsen til Ritzau.

Så går turen over broerne i Storebælt og Lillebælt, bør man køre forsigtigt og løbende tjekke trafikopdateringerne.

- Kraftige vinde vil faktisk ramme flere af de områder, hvor der har været rigtig glat på vejene, altså Sydvestjylland, visse dele af Østjylland, Nordfyn og Vestsjælland, fortæller DR’s meteorolog, Christian Cherry.

For kort tid siden er der målt stormende kuling med vindstød af stormstyrke på Rømø med 25 m/s, oplyser han.

Desuden er der målt forhøjede vandstande omkring Esbjerg og ved Vadehavet.

Solen titter frem i morgen

Den kraftige vind aftager natten til mandag.

Derefter er der udsigt til en mandag, der stadig byder på blæst, men også kig til solen.

Der kan også ventes forbigående byger med slud eller hagl, oplyser DMI til Ritzau.

Opdatering: DMI har ændret risikovarsel: Nu er det især Vestkysten, som enkelte steder vil blive ramt af vindstød lige under orkanstyrke, mens vinden ventes af være mindre kraftig i resten af landet.