Snevejret lammer Aalborg Lufthavn

Kraftig sne og fygning har gjort det umuligt at lande i Aalborg Lufthavn.

Flere lufthavne kæmper mod snedriverne. Her er rydningskøretøjet i gang i Aalborg Lufthavn. Billedet er fra den 2. december i år.

Aalborg er så hårdt ramt af snevejr, at flyene ikke kan lande i Aalborg Lufthavn.

- Vi kæmper på livet løs, men lige nu er det for glat til, at flyene kan lande. Vores snerydningskørertøjer glider rundt på landingsbanen derude, siger vagthavende i lufthavnskontoret, Stinne Hjorth.

Hun kan ikke sige, hvornår situationen bliver bedre. I øjeblikket er et fly fra Færøerne på vej til Aalborg, men det vil formentlig blive dirigeret videre til Århus, oplyser Stinne Hjorth.

Ingen fly før søndag

Siden klokken 16 har der heller ikke været nogen starter fra Aalborg, og det er tvivlsomt, om der er fly, der vil starte fra Aalborg resten af lørdagen.

- Vi har ingen fly, der skal videre i dag. Og så længe de ikke kan lande, så kommer der heller ikke nogen. Det hænger jo sammen, siger Stinne Hjorth.

Hun opfordrer passagerer til at følge med på Aalborg Lufthavns hjemmeside.

Snevejret volder også problemer for Københavns Lufthavn. Her er cirka 30 ud af dagens 400 starter eller landinger blevet aflyst. Og de fly, der kommer af sted, er cirka en time forsinket, oplyser lufthavnen.

/ritzau/

Facebook
Twitter