Snotforvirret: Kommuner stiller vidt forskellige krav til børn med løbenæse

I nogle kommuner skal snottede børn blive hjemme i 48 timer, efter de er blevet raske igen.

Flere kommuner opfordrer forældre til at holde børn med løbende næser hjemme. Illustration: Morten Fogde.

De kølige temperaturer er på vej mod landet, og dermed også sæsonen for løbende næser.

Og med efteråret kommer også et hel nyt corona-dilemma. For må man sende sine børn i institution og skole med en dryptud?

Nej.

Sådan lyder svaret i blandt andet Gladsaxe Kommune, hvor børn med snottet næse skal fremvise en negativ coronatest eller skal holdes hjemme ind til 48 timer, efter de ikke længere er stoppet til.

- Det gør vi, fordi vi følger Sundhedstyrelsens retningslinjer, og de siger, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hindre udbredelsen af covid-19, forklarer borgmester i Gladsaxe Trine Græse.

Borgmester i Gladsaxe Trine Græse forklarer, at kommunen går med seler og livrem og derfor beder forældre om at holde børn med løbende næser hjemme. (Foto: © Anne Bæk, Scanpix)

Går med livrem og seler

Hun henviser til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, hvor der står: "Stoppet næse eller løbenæse uden andre symptomer er ikke typisk for covid-19". Hun hæfter sig ved ordet 'typisk'.

- Så fortolker vores sundhedsfaglige medarbejder det sådan, at det godt KAN være et tegn på corona, og så kan de ikke komme der (i institutionen, red.), fordi vi bliver alle sammen bedt om at gå med livrem og seler i denne her tid, siger borgmesteren.

Samme holdning har man i Faxe Kommune.

- Vi går efter et forsigtighedsprincip og tager en konkret vurdering, siger Henrik Reumert, chef for Center for Børn og Undervisning.

- Det afhænger af, hvad løbenæsen er. Hvis du siger, hun har allergi, og at det altid kommer ved den her tid, så tager man en vurdering.

- I andre tilfælde, hvor det kan være en forkølelse, siger vi, at de skal tage hjem og komme igen, når der har taget en test, eller symptomerne har været væk i 48 timer, siger Henrik Reumert, chef for Center for Børn og Undervisning i Faxe Kommune.

BUPL: Ikke den enkelte pædagogs opgave at vurdere

I pædagogernes organisation, BUPL, mener man dog ikke, at det kan være op til den enkelte pædagog eller børnehaveleder at vurdere et barns symptomer.

- Lige nu er det en urimelig opgave at lægge på skuldrene af pædagogerne, hvis ikke der er nogle klare retningslinjer og klar kommunikation fra forvaltningen. Så ser vi de misforståelser, vi ser nu, siger faglig sekretær Mette Skovhus Larsen.

Mange andre kommuner tolker dog vejledningen anderledes. Det gælder eksempelvis Frederiksberg Kommune, hvor man også følger Sundhedsstyrelsens vejledning. Her er kommunens børne- og ungelæge, Jannie Hjerpe, ikke i tvivl om, at børn, der har løbende eller tilstoppet næse og ingen andre symptomer, sagtens kan komme i kommunens institutioner.

- Vi skal også tænke på, at vi har nogle forældre i den anden ende. Hver gang, vi sender et barn hjem, som ikke fejler andet end løbenæse - et barn, som ikke har andre symptomer og kan løbe rundt og lege - så påvirker vi også de forældre, der skal bruge sygedage.

Børn med snotnæser testede negative

Frederiksberg Kommune trækker også på sine erfaringer. Da coronaen ramte landet, var kommunen den, der havde flest smitteder per indbygger. I begyndelsen fulgte man som andre kommuner mere restriktive retningslinjer, der gik på, at man skulle blive hjemme ved selv de mindste symptomer

- Der kunne vi ikke teste så godt, som vi kan i dag, og derfor så afviste vi også børn med løbenæse. Men efterhånden har vi fået testet en del børn med løbenæse og fundet ud af, at de ikke tester positive, og derfor har vi ændret vores retningslinjer, siger Jannie Hjerpe.

Siden har Frederiksberg ikke oplevet en væsentlig stigning i smitten.

I Gladsaxe Kommune kunne borgmester Trine Græse godt ønske sig, at Sundhedsstyrelsen var lidt mere tydelig i sin vejledning. Men noget tyder på, at det ikke er på vej.

Sundhedsstyrelsen oplyser i et skriftligt svar til TV 2, at det ikke er muligt at komme en beskrivelse af symptomerne nærmere, da ”spektret for symptomer på covid-19 hos børn er meget bredt”.