Snydemails og sikker software: Undgå svindel med Mobilepay

Lemfældig omgang med kreditkortoplysninger kan føre til misbrug af Mobilepay.

Mobilepay er en app, hvor kunder kan overføre penge til andre via en smartphone. (Foto: Esben Christensen- DR Nyheder © Esben Christensen- DR Nyheder)

Undgå at miste dine kreditkort og brug dem sikkert på nettet.

Danske Banks direktør for forretningsudvikling, Jesper Nielsen, kan kort og præcist forklare, hvordan kunder bedst muligt undgår, at bankens betalingsprogram til mobiltelefoner, Mobilepay, bliver misbrugt.

Rigspolitiets Cyber Crime Center oplyser onsdag, at de er blevet opmærksomme på, at kriminelle aflurer eller køber kreditkortoplysninger og misbruger informationerne gennem Mobilepay.

Internettet er synderen

Ifølge Shehzad Ahmad, der er chef for DKCERT, som overvåger netsikkerheden i Danmark, er det særligt via internettet, at de kriminelle kommer i besiddelse af kreditkortoplysningerne.

Typisk er det brugeren selv, som er skyld i, at tyveriet kan forekomme, påpeger han.

- Enten har man verificeret sine kreditkortoplysninger i en mail, ellers kan man have fået en skadelig kode ind på sin computer, som opsnapper oplysningerne, når man indtaster dem i en anden forbindelse, forklarer Shehzad Ahmad.

Omtanke på internettet

Han opfordrer til, at man som internetbruger er opmærksom på, hvad man downloader, og hvad man generelt foretager sig på nettet.

- Man skal være opmærksom på, hvad det er for noget, man klikker på, når man er på nettet. Og så skal man være bevidst om, hvad det er for nogle mails, man modtager og undgå at videregive eller bekræfte kreditkortoplysninger til en tredjepart, som intet har med ens kreditkort at gøre, siger Shehzad Ahmad og fortsætter:

- Derudover er det vigtigt, at man har det rigtige sikkerhedsniveau på sin computer. Blandt andet skal man have installeret ordentlig sikkerhedssoftware.

Banken dækker tab

Shehzad Ahmad og Rigspolitiets Cyber Crime Center opfordrer Dansk Bank til at bruge NemID for at gøre Mobilepay endnu mere sikker.

Ifølge direktør forretningsudvikling Jesper Nielsen har man tidligere overvejet sikkerhedssystemet, men af hensyn til brugervenligheden af Mobilepay har man undladt NemID.

Danske Bank understreger, at der er tale om et lille problem, og banken forsikrer, at kunder trygt kan bruge Mobilepay. Hvis man oplever svindel, dækker banken tabet.

Har du oplevet svindel med Mobilepay, hører DR Nyheder gerne fra dig på 1212@dr.dk.

Facebook
Twitter