Socialdemokrater vil i den røde skole

Socialdemokrater landet over er ifølge S-formanden i København klar til at debatere ud med Ritt Bjerregaards debatrække "den røde skole" som forbillede.

Socialdemokrater i hele landet er gået på jagt efter partiets sjæl med Ritt Bjerregaards debatrække "den røde skole" som forbillede.

Socialdemokrater i hele landet er gået på jagt efter partiets sjæl med Ritt Bjerregaards debatrække "den røde skole" som forbillede.

Medstifter af den røde skole og Socialdemokraternes formand i København, Jan Salling, glæder sig over, at debatlysten breder sig.

- Min telefon kimer af folk fra hele landet, der vil etablere røde skoler og sætte debatten i gang, siger Jan Salling, der har fået opkald fra både Nordjylland, Midtjylland, Fyn og Sjælland.

Hule slogans

Socialdemokraternes ledelse har ikke intentioner om at stille sig i vejen for debatten, skriver Berlingske Tidende.

Men Ritt Bjerregaard og skolegrundlæggernes påstand om, at den overståede valgkamp blev kørt på hule slogans er en misforståelse, siger partisekretær Henrik Dam Kristensen:

- Der lå et stort, grundigt og omfattende arbejde bag partiets opstillede velfærdsrettigheder og analysen af den offentlige sektor. Det har man åbenbart ikke forstået, siger han.

Kritik af velfærdsplan

Men dermed er kritikken af valgkampen ikke forstummet. To Socialdemokrater fra overborgmester Ritt Bjerregaards stab på Københavns Rådhus siger til BT, at Helle Thorning Schmidts velfærdsplan ikke var i trit med tiden.

Ordfører for Socialdemokraterne på det københavnske rådhus, Anne Vang, mener, at S-ledelsens 29 minimumsrettigheder på velfærd for unge såvel som ældre ikke passede med virkeligheden ude i kommunerne:

- Vi skal turde at spørge, om det virkelig er så vigtigt, at de ældre får ret til et bad om dagen. Måske svarer det slet ikke til deres behov, siger hun til BT og tilføjer, at velfærdsrettighederne heller ikke medførte, at vælgerne strømmede til partiet.