Socialdemokratiet vil tvinge problembørn i børnehave

Når et barn mistrives kan det være en løsning , og det kan hjælpe at sende barnet i vuggestue, dagpleje eller børnehave. Det mener Socialdemokraterne. Professor i socialret er glad for ideen.

Hver tiende barn mistrives, og det kan hjælpe at sende barnet i vuggestue, dagpleje eller børnehave. Det mener Socialdemokraterne.

På den måde kan barnet få kontakt til pædagoger og velfungerende børn, skriver gratisavisen 24timer.

Socialdemokratiet foreslår derfor, at forældre skal kunne pålægges at sende deres barn i en børneinstitution, hvis familien er psykisk eller socialt belastet.

- Vi reagerer for sent. For mange familier går for meget i hundene, men hvis vi går tidligt i gang, har vi mulighed for at tage fat om problemet, siger socialordfører Mette Frederiksen.

Dårligt for privatlivets fred

De Konservative er ikke begejstret for det socialdemokratiske forslag, og kaldet det "et voldsomt indgreb i privatlivets fred."

- Jeg føler ikke, at man respekterer forældrene. Det er klart, at vi skal gøre noget for børn med behov, men at tage ud og stemme dørklokker, synes jeg, er formynderisk og påtrængende, siger familieordfører Per Ørum Jørgensen.

Kommuner mangler muligheder

Problemet handler dog ikke om privatlivets fred, ifølge professor i socialret, Kirsten Ketscher fra Københavns Universitet.

Hun mener ikke, at kommunerne griber nok ind over for disse børnefamilier.

- Det store problem er altid, at forældrene ikke vil have det. Og man kan jo ikke forestille sig, at politiet kommer og henter dem og kører dem i børnehave, siger hun.

Facebook
Twitter