Sociale bedragere skal bankes op

Sociale bedragere har alt for let spil i Danmark, mener flere af kommunernes kontrolgrupper, som nu beder regeringen om at få flere og kraftigere redskaber til at afsløre bedrageriet.

Kontrolgrupperne i kommunerne ønsker blandt andet mulighed for at foretage uanmeldte besøg i private hjem. (Foto: Christian Ringbæk © Scanpix)

Sociale bedragere har alt for let spil i Danmark, mener flere af kommunernes kontrolgrupper, som nu beder regeringen om at få flere og kraftigere redskaber til at afsløre bedrageriet.

80 ud af landets 98 kommuner har skrevet til regeringen med opfordringer til lovændringer, der kan give kommunerne flere muligheder for at afsløre socialt bedrageri, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kontrolgrupperne i kommunerne ønsker blandt andet mulighed for at foretage uanmeldte besøg i private hjem. De vil have tilladelse til at besøge de såkaldte "fædrehoteller", hvor flere enlige mænd bor i en lille lejlighed.

Systematisk overvågning

De beder om ret til systematisk at overvåge boliger og biler samt om direkte adgang til at indhente kontoudtog fra banker fra formodede kærester eller samlevere til kvinder, der siger, at de er enlige forsørgere.

Lederen af Kontrolgruppen i Ishøj, Peter Møller, er blandt initiativtagerne til det fælles brev til regeringen. Han har arbejdet med afsløring af socialt bedrageri i 10 år i kommuner som København, Brøndby, Frederikssund og Ishøj og siger:

- Omfanget af socialt bedrageri stiger voldsomt. Vi har brug for, at Folketinget giver os nogle flere redskaber til at afsløre bedrageriet. I dag har vi eksempelvis ikke mulighed for at overvåge en lejlighed eller en bil systematisk; vi må kun gøre det sporadisk. Hvis vi fik flere redskaber, ville vi mere effektivt kunne standse det sociale bedrageri til stor gavn for samfundets økonomi og for borgernes retfærdighedsfølelse.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter