Socialminister efter opholdssteds-sager: Vil give tilsyn flere muskler

Socialtilsynet skal have bedre muligheder for at reagere, når de ser problemer på opholdssteder for børn og unge, siger socialminister Mai Mercado.

Blandt andet sagen om opholdsstederne under Hjorthøjgård har gjort indtryk på socialminister Mai Mercado. (Foto: Niels Munck-Westh © DR Nyheder)

Når Socialtilsynet støder på forhold, der ikke er i orden på opholdssteder for børn og unge, så skal de have bedre mulighed for at gribe ind.

Det siger socialminister Mai Mercado, der nu vil holde møder med organisationer og fagforeninger, der organiserer de ansatte på området.

- Jeg håber på at få konkret inspiration til hvordan vi forstærker Socialtilsynet, således at vi får givet dem nogle flere muskler, de kan bruge, når de er ude på tilsynsbesøg hos eksempelvis bosteder for børn og unge, siger Mai Mercado (K).

Omstridte opholdssteder

DR har i en række historier undersøgt området for anbragte børn og særligt opholdsstedet Hjorthøjgård. Her boede en ung mand, der i dag er sigtet for drabet på købmand Finn Degn Ovesen. Du kan skrive til os på drundersogende@dr.dk

Se Tema

Forhandlinger til efteråret

Til efteråret skal ministeren forhandle med Folketingets øvrige partier om fremtiden for socialtilsynene. Baggrunden for de planlagte ændringer er den evaluering af socialtilsynene, som blev offentliggjort i maj.

Vi har set nogle sager her i foråret, der giver mig anledning til at vi får drøftet med hinanden, hvordan vi får styrket Socialtilsynet, så vi ikke fremover kommer til at se de forfærdelige episoder, som har udspillet sig

Mai Mercado, socialminister (K)

Her fremgår det blandt andet, at der er stor forskel på, hvordan de fem forskellige socialtilsyn arbejder.

Men også de sager om blandt andet mangel på uddannet personale og ulovlige magtanvendelser, som DR har afdækket, har givet ministeren ønsket om at se nærmere på området.

- Vi har set nogle sager her i foråret, der giver mig anledning til at vi får drøftet med hinanden, hvordan vi får styrket socialtilsynet, således at vi ikke fremover kommer til at se de forfærdelige episoder, som har udspillet sig, siger Mai Mercado.

Minister: Sagen om Hjorthøjgård ramte mig hårdt

DR har i år afdækket en række problematiske forhold på opholdssteder under koncernen Hjorthøjgård i Nordjylland.

På et af disse opholdssteder boede blandt andet en ung mand, som i dag er sigtet for drab på en nordjysk købmand. Flere eksperter kritiserede, at der ikke blev taget mere hånd om den unge mand i perioden, der ledte op til drabet.

Derudover stod flere nuværende og tidligere ansatte frem og kritiserede det, som Socialtilsynet kaldte ”nedværdigende behandling” af en dengang 12-årig dreng på et andet opholdssted under koncernen.

- Jeg skal være helt ærlig og sige, at den sag med Hjorthøjgård, den ramte mig altså rigtig hårdt og den gjorde stærkt indtryk, siger Mai Mercado.

Også Fagbladet FOA, flere nordjyske medier og TV2 Østjylland har bragt en række kritiske historier om problemer på opholdssteder.

Mere gennemsigtighed i økonomien

Ministeren ønsker sig også, at offentligheden får et bedre indblik i den økonomi, der ligger bag de sociale tilbud.

Jeg tror det vil være rigtig godt, hvis vi kommer i retning af en større grad af gennemsigtighed.

Mai Mercado, socialminister

- Jeg tror det vil være rigtig godt, hvis vi kommer i retning af en større grad af gennemsigtighed, siger Mai Mercado.

DR har også beskrevet, hvordan den nu tidligere direktør i Hjorthøjgård samtidig var ejeren af flere af de ejendomme, som opholdsstederne bor til leje i. En model, som blandt andre Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, kritiserede.

- Det var ikke det, der var hensigten med vores lovgivning, da vi lavede den. Og så bliver jeg fundamentalt set skeptisk over for, hvad det er, der er hensigten med at drive de her bosteder, sagde hun.

Socialminister Mai Mercado mener, at en øget åbenhed om tilbuddenes økonomi vil give kommunerne bedre mulighed for at vælge tilbud, som de også økonomisk kan stå inde for, når de skal anbringe børn og unge.

- Jo flere oplysninger, vi kan lægge på Tilbudsportalen (hjemmeside, hvor kommunerne kan vælge blandt andet opholdssteder til børn og unge, red.), jo bedre, siger Mai Mercado.

Organisationer med mange ideer på blokken

Organisationen for de private opholdssteder, LOS, har allerede holdt et møde med ministeren. Sekretariatschef Laust Westtoft håber blandt andet, at Socialtilsynet i fremtiden vil fokusere mere på de opholdssteder, som der er mistanke om ikke fungerer.

- Det vi anbefaler er, at der sættes større fokus på de risikobaserede tilsyn. Det vil sige flere uanmeldte tilsynsbesøg og færre anmeldte. Og de uanmeldte tilsynsbesøg skulle så gerne være med til at rette op på de steder, som man af den ene eller den anden grund har en ide om ikke klarer sig helt så godt som gennemsnittet, siger Laust Westtoft.

Benny Andersen, der er formand for fagforeningen Socialpædaogerne håber, at der i fremtiden vil komme skærpede krav til, hvor mange uddannede medarbejdere der skal være på opholdsstederne.

- Der må vi simpelthen gå ind og sige, at for at blive godkendt, skal du have det nødvendige antal socialpædagoger ansat, hvis du skal lave socialpædaogisk arbejde. Og hvis du har andre ansat, så skal du dokumentere hvorfor, siger Benny Andersen.