Socialrådgiverne: Alle skal have samme økonomisk rådgivning af kommunen

Beskæftigelsesministeren afviser, at rådgivningen til gældsramte danskere skal ensrettes.

Det er problematisk, at alle borgere ikke kan få den samme gældsrådgivning fra landets kommuner, mener formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau.

Udsatte danskere, som har ondt i privatøkonomien eller er endt i en luksusfælde, bør kunne få den samme rådgivning fra deres kommune.

Det mener Dansk Socialrådgiverforening, efter en rundspørge fra DR Nyheder har vist, at mindst 61 kommuner tilbyder gratis økonomisk rådgivning til de borgere, som ikke kan få husholdningsbudgettet til at balancere.

I dag må kommunerne selv bestemme, om de vil tilbyde økonomisk hjælp til borgerne eller ej. Det betyder, at borgere med adresse i forskellige kommuner ikke nødvendigvis får den samme hjælp. Det er problematisk, mener socialrådgiverformanden Majbrit Berlau.

- Økonomisk kaos er en sikker vej for at få flere sociale problemer. Derfor er det en god investering for kommunerne at sikre en gældsrådgivning og budgetlægning for familierne. Der skal være nogle kvalitetskrav til den økonomiske rådgivning, og det nytter ikke noget, at der er nogle kommuner, som slet ikke gør det, siger hun.

Henrik Dam: Kommunerne skal selv bestemme

De udsatte borgere er som regel arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere eller mennesker på sygedagpenge, viser rundspørgen.

Deres privatøkonomi er ofte så stram, at de ikke har råd til at købe sig til økonomisk rådgivning.

Men beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) ønsker ikke indføre obligatorisk og ensrettet gældsrådgivning i alle landets 98 kommuner.

- Kommunerne har en forpligtigelse til at give en hjælpende hånd til de borgere, der har brug for det. Det gør man lidt forskelligt, da kommunerne også er forskellige. Derfor skal det være op til de enkelte kommuner at vurdere, hvad det er for nogle håndtag, der fungerer bedst hos dem, siger han.

Samme melding kommer fra kommunernes interesseorganisation, KL.

Ifølge Preben Andersen (DF), næstformand i KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, skal kommunerne have frihed til selv at bestemme, hvordan de vil rådgive borgerne.