1,5 liter Coca Cola for 10 kr.
Det er blot ét blandt mange slagtilbud på sodavand overalt i danske butikker.
Sodavand er i den grad blevet en slagvare, efter at regeringen i 2013 i to tempi valgte at fjerne afgiften. Fra 1. januar 2014 blev en liter sodavand cirka 1,60 kroner billigere.
- Sodavand er blevet så billigt, at det ofte kan købes billigere end mælk. Det er helt grotesk, siger konsulent i Hjerteforeningen, Hanne Skov til DR Nyheder.
Tal fra Danmarks statistik viser, at den gennemsnitlige literpris på en liter sodavand nu ligger næsten halvanden krone lavere end prisen på en liter økologisk sødmælk.
Over 92 millioner flere dåsesodavand solgt
I 2014 købte vi 10,8 procent flere sodavand i danske butikker end året før. Det svarer til knap 31 millioner liter mere sodavand eller over 92 millioner flere dåsecolaer.
Det viser helt nye tal fra analysevirksomheden Nielsen, som DR Nyheders Undersøgende Databaseredaktion har gennemgået.
Tallene dækker alle sukkerholdige sodavand og inkluderer ikke mineralvand, vand på flaske eller energidrikke. Og de dækker samtlige detailbutikker, benzinstationer samt 7-Eleven kiosker.
Butikkerne tjener mindre på at sælge mere
Samtidig med at butikkernes salg af sodavand altså fra 2013 til 2014 er steg med 10,8 procent, så fik butikkerne 4,7 procent mindre i kassen fra salget. Det vil sige, at selv om man langede betydeligt flere sodavand over disken, så svandt indtjeningen.
Det skyldes delvist, at afgiften er faldet bort, og sodavand derfor er blevet billigere. Men detailbutikkerne har tilsyneladende også brugt regeringens afskaffelse af afgiften til at sætte prisen på sodavand yderligere ned.
- Noget tyder på, at danske butikker bruger fjernelsen af afgiften til at gøre sodavand til en endnu større slagvare. Det er nemlig ikke bare den rene forbrugerpris, der er faldet, men også forbrugerprisen renset for moms og afgifter, siger chefkonsulent i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Frederik I. Pedersen, til DR.
Regeringens plan uden fuld effekt
Regeringen afskaffede sammen med de borgerlige partier afgiften på sodavand i sin vækstplan fra april 2013. Halvdelen af afgiften faldt bort per 1. juli 2013 – resten per 1. januar 2014.
- Vi har et problem med grænsehandel, sagde finansminister Bjarne Corydon (S), da han dengang skulle forklare, hvorfor regeringen afskaffede afgiften efter kun godt et år tidligere at have hævet den sammen med Enhedslisten.
Regeringens beregninger lød på, at afskaffelsen af sodavandsafgiften ville skabe nye arbejdspladser, fordi cirka halvdelen af alt sodavandssalg i grænsehandelsbutikkerne – nemlig 60 millioner liter – ville flytte fra grænsen til danske butikker.
Regnede med stigning i forbrug
Desuden regnede regeringen med, at danskerne ville øge forbruget af sodavand fra danske butikker med 40 millioner liter.
I alt skulle danskerne altså i 2014 købe 100 millioner liter sodavand mere i danske butikker for at modsvare statens provenutab på over en halv milliard kroner.
Pengene skulle komme fra den ekstra moms og fra de nye arbejdspladser, som regeringen regnede med at den hjemvendte grænsehandel ville skabe. Men alt tyder på, at det regnestykke langtfra er indfriet.
Ekspert: Man har undervurderet grænsebutikker
Salget i Danmark er i forhold til 2013 øget med et sted mellem 31-38 millioner liter afhængig af om man tager salg til barer, restauranter og festivaler med.
Samtidig melder grænsebutikkerne om øget eller stagnerende sodavandssalg i 2014. Den største spiller i grænsehandlen, Fleggaard, der sidder på over halvdelen af markedet, melder således om en vækst i sodavandssalget i 2014 på seks procent.
- Regeringen har undervurderet grænsebutikkernes evne til at sænke priserne, så man har slet ikke fået den hjemvendte grænsehandel, som regeringens regnestykke baserede sig på. Så på den måde har det været en dårlig forretning for staten, siger professor i økonomi ved Århus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen til DR Nyheder.