Søren Krarup om Macron: Jeg ville aldrig stemme på den der lille pæne bøssedreng

Det tidligere medlem af Folketinget var inviteret til at diskutere Europa i lyset af det franske præsidentvalg.

Det franske præsidentvalgs betydning for Europa var temaet i aftenens udgave af Debatten på DR2.

De to første debattører var Informations chefredaktør Rune Lykkeberg og det tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, Søren Krarup.

I løbet af debatten satte Rune Lykkeberg spørgsmålstegn ved, hvor meget Marine Le Pen rent faktisk ville ud af EU. Hun var nemlig blevet mere og mere ulden i forhold til netop det spørgsmål, lød argumentet.

Det fik Søren Krarup til at forklare, at Le Pen i hvert fald var modstander af det, ”som udgjorde grundlaget for EU”, og en ”tilhænger af en nationalstat i Frankrig”, samt at han givet ville have stemt på hende i mangel på andet.

- Jeg ville aldrig stemme på den der lille pæne bøssedreng, var jeg lige ved at sige, som jeg ikke overhovedet kan tage alvorligt, forklarede det tidligere folketingsmedlem om Frankrigs kommende præsident Emmanuel Macron.

Søren Krarup, må jeg lige have lov til at spørge dig om, hvad der får dig til at bruge sådan et udtryk, spurgte Debatten-vært Clement Kjærsgaard efterfølgende.

- Det er også forkert. Det er også forkert. Du ved, jeg ville have fundet et lidt pænere udtryk, men når man står ansigt til ansigt med dig her, så kan det tit være svært at finde det. Så jeg ville have sagt lille artige skoledreng.

Efter den forklaring opfordrede Rune Lykkeberg til, at lade ”rendestenssproget" ligge og få debatten tilbage på sporet.

Se hele episoden ved at klikke på play i videoen øverst.

Homofobi og respektløshed er udansk

På de sociale medier blev Lykkebergs opfordring tilsyneladende overhørt. I hvert fald kommenterer flere på Søren Krarups ordvalg.

For eksempel opfordrer Alternativets ligestillingsordfører Carolina Magdalene Maier på Twitter redaktionen bag Debatten til at overveje, om Krarup "bør inviteres igen".

Også Socialdemokratiets skatteordfører Jesper Petersen har været på Twitter for at kommentere på udtalelsen. Han skriver blandt andet, at "homofobi og respektløshed er udansk".

Hos regeringspartiet Venstre kalder ligestillingsordfører Jakob Engel-Schmidt på Twitter Søren Krarups udtalelse for "uforskammet og uanstændig". Han skriver desuden, at udtalelsen siger meget om afsenderen.

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, har også været på Twitter og i et svar til Jakob Engel-Schmidt skriver han:

- Krarup beklagede omgående !

Hele udsendelsen af Debatten kan ses her.

Facebook
Twitter