Søren Pind boykotter Clement: Vi behandles som kriminelle

Justitsministeren vil ikke længere deltage i interview eller programmer med den omdebatterede DR-journalist.

Ifølge justitsminister Søren Pind (V) opfatter journalisten politikere "som kriminelle" og sig selv "som lovens håndhæver". (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Justitsminister Søren Pind (V) vil ikke længere deltage i interviews eller programmer med DR's journalist Clement Kjersgaard.

Ifølge ministeren opfatter journalisten nemlig politikere "som kriminelle" og sig selv "som lovens håndhæver", og det vil Søren Pind ikke længere finde sig i.

- Derfor har jeg truffet den beslutning ikke at deltage i interviews eller programmer med Clement. Det er jeg ked af. For han er en dygtig og begavet mand. Men han ser og behandler mig som en kriminel. Det er komplet uacceptabelt, skriver justitsministeren på sin Facebook-profil.

Meldingen kommer, efter at Alternativets formand, Uffe Elbæk, i går aftes skrev på sin Facebook-profil, at han følte sig uretfærdigt behandlet af tv-værten, der havde interviewet ham til sit søndagsprogram, "Vi ses hos Clement".

Det fik ham til at melde afbud til et søndagsinterview med DR2-programmet Deadline.

- Jeg havde kørt et hårdt program (efter partiets landsmøde, der blev afholdt i weekenden, red.) og havde brug for at holde fri søndag aften. Men jeg var også mega irriteret over interviewet med Clement. Tingene hænger jo sammen, det er klart, skrev Uffe Elbæk.

På sin Twitter-konto understreger Søren Pind dog, at beslutningen om ikke længere at deltage i interview med DR-værten er taget før Elbæk-interviewet.

- Altså.... Det er ikke Clements interview med Elbæk, der har udløst min beslutning. Den er truffet for en tid siden på basis af egen erfaring.

Justitsministeriets pressetjeneste oplyser over for DR Nyheder, at justitsministeren ikke ønsker at lade sig interviewe om Facebook-beskeden.