Søren Pind får nyt job: Vil nu kaldes for cybersherif

Søren Pind skal være bestyrelsesformand i et firma for cybersikkerhed.

Søren Pind forlod dansk politik i maj 2018. Hans nye job bliver som arbejdende bestyrelsesformand i en virksomhed for cybersikkerhed. (Foto: © DR Nyheder)

Engang udnævnte han sig selv til frihedsminister.

Senere kaldte han sig for sherif. Så ville han hedde fremtidsminister.

Nu vil han hedde cybersherif.

Tidligere toppolitiker Søren Pind (V), der forlod dansk politik i maj, har fået nyt job og skal fremover være såkaldt arbejdende bestyrelsesformand i en virksomhed, der sælger cybersikkerhed til private og offentlige virksomheder.

- Jeg har ledt efter noget, der ikke bare var et arbejde fra 9-17. Jeg har ledt efter et virke, hvor jeg føler, at jeg gør en forskel, siger Søren Pind.

Fra 1. oktober bliver Søren Pind ansat og partner i virksomheden Langkjaer Cyber Defence, der blev oprettet i 2017 af en gruppe tidligere medarbejdere fra Forsvaret, der er specialister i cybersikkerhed.

Søren Pind, hvad betyder 'et virke' for dig?

- Jeg har savnet i politik, at der var en interesse for at lykkes med ting. At kunne tage noget fra a til b. Når vi vil være et førende digitalt samfund, kræver det, at vi er sikkerhedsbevidste. Det er mange danske virksomheder ikke tilstrækkeligt, siger Søren Pind.

I Langkjaer Cyber Defence er der lige nu 12 medarbejdere. Virksomheden håber at vokse markant, men de ansatte skal være danske statsborgere.

- Folk skal ikke være i tvivl om vores interesser. I forhold til cyberkriminalitet kan vi se, at der er nogle problematikker, som udspringer af andre nationaliteter. Vi skal være en dansk cybervirksomhed med danske folk, der er sikkerhedsgodkendte, siger Søren Pind.

Kommer ikke til at afsløre hemmeligheder

Søren Pind var medlem af Folketinget for Venstre i perioden 2007-2018 og har været minister ad flere omgange.

Det er ingen hemmelighed, at Søren Pind var særligt glad for at være justitsminister - en post han i 2016 måtte forlade til fordel for den konservative partiformand Søren Pape Poulsen.

Søren Pind, jeg går ud fra, at du har fået en række andre tilbud i de fem måneder, du har været ledig. Er det tilfældigt, at du har valgt at arbejde for et sikkerhedsfirma?

- Nej, det har været vigtigt for mig, at det var noget, jeg var glad for. Jeg havde fået nok af bureaukrati og kunne ikke se mig selv på en større administrativ post. Jeg har drømt om at være iværksætter igen, siger Søren Pind med henvisning til, at han for nogle år tilbage var aktiv partner i en anden virksomhed.

Nogle aftener kan man godt sidde på de sociale medier og få fornemmelsen af, at du lige skal prikke og stikke lidt til dine gamle kolleger på Christiansborg. Betyder det nye job noget for, hvad du ellers kan?

- Nej, jeg kommer stadig til at skrive på de sociale medier, siger Søren Pind.

Du skal være med i et sikkerhedsfirma og du har uden tvivl fået fortrolige oplysninger i din tid som justitsminister. Kommer du til at tjene penge på, at du har fået hemmelige oplysninger?

- Nej, det kan jeg garantere dig for. Det er klart, at jeg har en viden, som jeg ikke må sige noget om. Men jeg kommer til at tjene penge på mine erfaringer, min viden og mit netværk, der er udviklet over et helt liv. Jeg kan garantere dig for, at det ikke har noget med fortrolige oplysninger at gøre, siger Søren Pind.

I Langkjaer Cyber Defence var det den kendte reklamemand Jan Duckert, en af firmaets to grundlæggere og nu partner, der lagde en snor ud efter Søren Pind.

- Der sker altid lidt mere end normalt, når Søren går ind i noget. Han er udviklende i sin tankegang. Det er min motivation for at få Søren med, siger Jan Duckert.