Sundhedsministeriet agter at stadfæste Sundhedsstyrelsens afgørelse om at fratage Søren Ventegodt hans lægelige autorisation.
Det fremgår af et brev, som Sundhedsministeriet torsdag skrev til Søren Ventegodt. Samtidig udbeder ministeriet sig Ventegodts bemærkninger senest den 6. januar.
Beslutningen om at tage autorisationen fra Søren Ventegodt sker, fordi han ifølge Sundhedsstyrelsen med sine teknikker er til fare for patienterne, da de provokeres ind i en psykose eller psykoselignende tilstand med selvmordstanker.
Sundhedsstyrelsen traf sin afgørelse tirsdag og fandt det påtrængende nødvendigt, at Ventegodts behandlingsformer indstilles øjeblikkeligt.
En eventuel endelig fratagelse af autorisationen skal ske ved en domstol.