Medicinsk cannabis

Søs Egelind starter cannabis-forening efter massevis af spørgsmål fra syge danskere

I foreningens bestyrelse sidder flere kendte profiler - eksempelvis Lars Hvidtfeldt fra Landbrug og Fødevarer. De vil skaffe midler til forskning i medicinsk cannabis.

Skuespilleren Søs Egelind, der selv brugte cannabis i forbindelse med sin kræftsygdom for godt 10 år siden, starter sammen med blandt andre viceformand i Landbrug og Fødevarer Lars Hvidtfeldt en forening, der skal udbrede kendskabet til cannabis som medicin. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Skuespilleren Søs Egelind har flere gange stået frem og fortalt om, hvordan det hjalp hende at tage cannabis under hendes kræftsygdom for snart 10 år siden.

Det har resulteret i massevis af henvendelser fra syge danskere, der spørger hende om, hvad hun tog, hvordan hun tog det, og hvor hun købte det.

- Det er fortvivlende, for jeg kan jo ikke hjælpe folk, siger skuespilleren.

- Og det har åbnet mine øjne for, hvor stort et behov der er for, at folk netop kan få den viden, fortsætter Søs Egelind, der blandt andet var med i dokumentaren "Søs og Kampen om Cannabis", som DR sendte i januar måned i år.

Derfor er Søs Egelind nu gået sammen med en række kendte profiler om at stifte en forening, der til at starte med skal give patienter og pårørende information om cannabis til medicinsk brug.

På sigt er det også planen, at foreningen skal fungere som en fond, der kan finansiere forskning i brugen af cannabis som medicin.

- Der bliver jo hele tiden efterspurgt evidens på området, og det er netop det, vi skal skaffe - så forskere kan komme til os og få midler til at fremskaffe den evidens og få lavet de forsøg, der skal til, siger Søs Egelind.

Landbrug og Fødevarer sidder med i bestyrelsen

I bestyrelsen i den nystiftede forening "Cannabis Danmark" sidder foruden Søs Egelind også Torben Lippert fra Dansk Gartneri, formand for DTU's bestyrelse Per Falholt og viceformand for Landbrug og Fødevarer, Lars Hvidtfeldt.

- Vi er helt enige i, at der mangler viden og forskning på det her område, og samtidig er vi jo nogle af dem, der kan bidrage med råvarerne til den medicinske del, siger næstformand i Landbrug og Fødevarer, Lars Hvidfeldt og understreger, at man i Danmark bør dyrke cannabis til medicinsk brug.

Han ser et stort potentiale i foreningen, som han fastslår adskiller sig fra andre cannabisforeninger i Danmark netop på grund af sammensætningen i bestyrelsen.

- Vi sidder hver især med nogle forskellige kompetencer. Både fra forskningsverdenen, fra lægeverdenen og fra nogle der har arbejdet med det i mange år, siger Lars Hvidtfeldt.

Vil gerne hjælpe forsøgsordning godt på vej

I Danmark kan læger udskrive to forskellige præparater med cannabisholdige stoffer - men kun til en snæver gruppe af patienter - blandt andet visse sklerosepatienter. Derudover kan patienter få en recept på cannabisolier og kapsler, som Glostrup Apotek producerer.

Det kan alle læger i princippet udskrive til alle danske patienter, hvis lægerne selv tager ansvar for ordinationen. Omkring 500 patienter i Danmark får udskrevet den type cannabismedicin. Men det vurderes, at langt de fleste danskere, der tager cannabismedicin, køber det på det illegale marked.

- De er ude i en gråzone, hvor de bare må prøve sig frem med mærkelige ting og sager, som de får en eller anden tante til at skaffe, siger Søs Egelind.

Det er blandt andet en af grundene til, at folketinget har vedtaget en forsøgsordning med rå cannabisprodukter, der efter planen skal begynde i januar næste år. Rå cannabisprodukter betyder, at patienter kan hente den tørret plante på apoteket.

Det estimernes, at omkring 1500 patienter med sklerose, kroniske smerter, rygmarvsskader samt kvalme efter kemoterapi kommer med i ordningen. Og det er blandt andet den forsøgsordning, som foreningen Cannabis Danmark håber at kunne hjælpe godt i gang.

- Vi har jo en vision for det her, som går ud på, at cannabis til medicinsk brug skal anerkendes som et alternativt supplement i behandlingen af forskellige sygdomme og lidelser, siger Søs Egelind og understreger, at det er vigtigt, at lægerne føler sig klædt på til at udskrive cannabis, hvis forsøgsordningen skal være en succes.

Og netop også det er en af grundene til, at Lars Hvidtfelt er med i bestyrelsen, siger han.

- Vi ser jo både nogle forretningsmæssige muligheder i det, men i høj grad også at der er en stor gruppe danskere, som i dag skaffer det illegalt, og som man måske kan hjælpe, siger han.

Facebook
Twitter