Sofie fik beskeder på sin Facebookvæg: "Du er en kælling"

Mobning på nettet er udbredt blandt børn og unge. Det oplevede Sofie Månsson.

Når Sofie Månsson i 7. klasse gik hjem fra skole, var hun ofte ked af det, fordi hun blev mobbet i skolegården. Men hun vidste også, at dagens mobning ikke var slut, når hun satte sig i sofaen derhjemme.

- Jeg fik beskeder på Snapchat og Facebook. Der stod, at jeg var grim, havde store øjne, og at jeg var en kælling, fortæller 15-årige Sofie Månsson.

Mobningen på nettet betød, at hun flere gange blev væk fra skole og ikke kunne sove om natten.

- Jeg kastede nogle gange op, fordi det var så ubehageligt at blive mobbet hele tiden, siger Sofie Månsson.

Hendes oplevelser med at blive mobbet på nettet er ikke ukendt på landets skoler.

Det viser en rundspørge foretaget af DR Nyheder, hvor 468 af landets skoleledere har svaret. Her fortæller tre ud af fire, at der har været tilfælde af digital mobning på deres skoler.

Samtidig svarer hver femte skoleleder i rundspørgen, at de har involveret politi eller sociale myndigheder som følge af digital mobning.

For Sofie Månsson var det værste, at hun aldrig kunne slippe væk fra mobningen.

- Jeg tænkte hele tiden på, hvem der havde skrevet beskederne til mig, og hvorfor det skulle gå ud over mig, siger hun.

Før sommerferien tog Sofie Månssons mor hende ud af skolen, og hun går nu på en efterskole. Her har hun fundet et fællesskab og et sammenhold, som hun har savnet.

- Man er blevet sådan en helt lille familie på efterskolen. Jeg har venner, der ikke mobber mig. Jeg er bare rigtig glad, siger Maria Månsson.

Facebook
Twitter