Sognepræst suspenderes på grund af udtalelser om reinkarnation

En sjællandsk sognepræst, der tror på reinkarnation, er fritaget for tjeneste, skriver Kristeligt Dagblad.

Præsten i Vig, Annette Berg er suspenderet fordi hun har sagt, at hun tror på reinkarnation, (Foto: Tom Bruun © Scanpix)

Sognepræsten Annette Berg, der offentligt har udtalt, at hun tror på reinkarnation, fritages for tjeneste frem til nytår, skriver Kristeligt Dagblad.

Udtalelserne fra sognepræsten fra Vig faldt i programmet "Præstens lektie" på TV Øst i oktober, og siden har Annette Berg været til to tjenstlige samtaler hos biskoppen i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller.

Biskoppen har ifølge Kristeligt Dagblad forklaret suspenderingen med afsæt i en pressemeddelelse, som Annette Berg selv udsendte 17. november.

Her rejste hun "en berettiget tvivl om, hvorvidt hun som præst i den danske folkekirke ved sin brug af begrebet reinkarnation forkynder reinkarnation".

Troen på reinkarnation er troen på, at et menneskes sjæl - når personen dør - kan leve videre i en anden krop.

Og ifølge retsteolog Kristine Garde er troen på det uforeneligt med at være præst i den danske folkekirke. Hun mener, at biskop Peter Fischer-Møller har truffet "en konsekvent, men nødvendig beslutning".

I tv-programmet "Præstens Lektie" 29. oktober svarede Annette Berg på et spørgsmål om, hvorvidt en præst kan tro på reinkarnation. Og derefter rullede sagen om hende.

- Det kan man. Det gør jeg, svarede Annette Berg.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk