Solen skinner, men en ubehagelig skygge rammer nu flere hundreder nybagte solcelle-ejere. Selv om deres anlæg er købt og installeret i tide, er de på grund af problemer med elselskabernes It-systemer ikke tilmeldt den yderst fordelagtige tilskudsordning.
Det fortæller DR's forbrugerprogram Kontant i aften kl. 21.05 på DR1.
Solcelle-ejernes tilmelding er nemlig på mystisk vis gået tabt på vej til elselskaberne, der skulle have dem senest den 20. december 2012. Dagen er skæringsdato fastsat af et flertal af partierne i Folketinget, da politikerne ændrede tilskudsreglerne sidste år i november. Kommer familierne ikke med i den gamle ordning, går de typisk glip af indtægter op mod 100.000 kroner.
Helt uden skyldFamilien Storgård købte sidste år solpaneler til parcelhuset i Helsinge. I marts i år opdager Birgitte Storgård, at deres elselskab DONG ikke har registreret dem under den gamle lukrative ordning. En tilmelding den autoriseret el-installatør skulle klare via DONG's hjemmeside. DONG hævder, at selskabet ikke har modtaget et altafgørende dokument i tide. Et såkaldt stamdatabilag, der indeholder detaljerede oplysninger om anlæggets ydeevne.
- Vi købte jo netop anlægget for at komme med i en ordning, der ville gavne miljøet og vores økonomi. Med de daværende regler kunne vi langt hurtigere tjene vores investering hjem, siger en skuffet Birgitte Storgård til DR's forbrugermagasin Kontant.
Deres el-installatør forklarer, at tilmeldingen foregik via upload af skemaet på DONG's hjemmeside den 6. december 2012. Altså to uger før den afgørende deadline for indsendelse af stamdatabilaget. DONG erkender, at de kan se tilmeldingen. Men stamdatabilaget mangler - og hverken DONG eller Energinet kan give dispensation.
Overbelastet It-systemKontant har talt med tre andre el-installatører, der alle oplevede problemer med DONG's hjemmeside i de kritiske uger og måneder op mod deadline. En installatør på Stevns sidder i dag med 7 sager - alle er tilmeldt rettidigt via DONG's hjemmeside i november 2012.
DONG påstår at de ikke har fået stamdatabilaget, men jeg er helt sikker på, at vi har uploadet disse. Det må være systemet, som har været overbelastet og smidt de her vedhæftede dokumenter, siger direktør i firmaet Stevns El-Service, René Kristensen.
Ifølge DONG har El-Service glemt at vedhæfte bilaget seks ud af syv gange på samme dag den 22. november. Men netop den dag gjorde It-systemet store kvaler, fortæller René Kristensen:
- Vi havde svært ved at finde ud af om der var vedhæftet et dokument i en af vores tilmeldinger. Derfor ringede vi ind og fik besked om, at DONG endnu ikke ville åbne sagen. Men medarbejderen kunne se en vedhæftet fil og det beroligede os, siger René Kristensen.
Elektrikeren har indsendt sagen til Energiklagenævnet, der melder om flere måneders sagsbehandlingstid. Ingen af de syv kunder har endnu truet med et eventuelt sagsanlæg mod hans firma.
Politikere på banenI Helsinge har familien Storgård nu hyret en advokat. Familien overvejer et sagsanlæg mod el-installatøren, men håber problemet forinden bliver løst af politikerne.
-Da de ændrede tilskudsreglerne, var det jo netop med den betingelse, at os der forinden havde anskaffet solcelleanlæg ikke skulle rammes. Det er jo familier som os, der nu alligevel bliver straffet, siger Birgitte Storgård.
DONG afviser beskyldninger DONG tegner sig for cirka 50 sager ud af "flere hundrede" på landsplan. I alle sager er et manglende eller ufuldstændigt stamdatabilag med til at ekskludere en familie fra ordningen.
Her mener man, at det er "dybt beklageligt", at kunder nu er kommet i klemme. Men teknisk direktør Jens Jakobsson afviser al snak om IT-kaos.
- Vi har ikke noget kendskab til at stamdatabilag, der var vedhæftet er forsvundet i systemet. Det billede kan jeg slet ikke genkende, siger han. -Men har jeres system kørt upåklageligt? -Jeg kan aldrig garantere at systemet har været helt upåklageligt og der kan ha' været tidspunkter, hvor det ikke har været tilgængeligt for installatøren.
Jens Jakobsson pointerer, at installatørerne kan gå ind i DONGs It-system og tjekke deres tilmeldte sager og se om de vedhæftede bilag er der og at DONG i flere mails til installatørerne gjorde dem klart, at den 20. december var en ufravigelig deadline.
-Det er installatørens ansvar at sikre, at alt er afleveret til tiden. I de her sager er vi blot et ekspeditionskontor, siger Jens Jakobsson.
Se mere til sagen i aften i Kontant. Klokken 21.05 på DR1.Klik her for at se Kontants udseendelse på dr.dk/tv fra 21.05.