Soldaterfagforening: Flere sager med grådige advokater

Det er ikke enestående, at en advokat har forsøgt at opkræve urimeligt salær fra en tidligere soldat, siger fagforening.

Mange danske soldater fører sager om erstatning for arbejdsskader, de har fået under udsendelse. Men det kan blive rigtig dyrt i advokatsalær. (Arkivfoto) (Foto: MADS NISSEN © Scanpix)

Hundredevis af soldater er berettigede til erstatning for skader, de har pådraget sig som udsendte for Danmark.

Jesper René Christensen er en af dem. Han fik tilkendt arbejdsskadeerstatning med hjælp fra en advokat – men advokaten forsøgte at opkræve et alt for højt salær. Det afgjorde advokatnævnet for nylig.

Det er han langt fra den eneste, der har oplevet, fortæller forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel.

- Det er vores indtryk, at der er et større problem end det, vi har hørt om indtil videre, siger specialkonsulent Mette Lind-Hansen.

Centralforeningen for Stampersonel har haft et opslag på deres hjemmeside – og har foreløbig modtaget henvendelser fra tre tidligere soldater, der mener, at de er blevet opkrævet for stort salær af advokater i forbindelse med deres arbejdsskadesager.

Også Søren Meldgaard, der er ansat af Forsvaret til at rådgive veteraner, kender til de lidt for ivrige advokater.

- Jeg har også oplevet advokater og sager, hvor der bliver opkrævet meget store salærer – så det sker af og til, siger han.

Advokatbranchen selv ser advokater, der tager sig for godt betalt – men mener ikke, at det er et stort problem her i landet.

- Vi følger selvfølgelig med i, hvad der sker, men det er ikke noget, der virker som et stort problem i Danmark, siger Martin Lavesen, der er formand for bestyrelsen for Regel- og Tilsynsudvalget i Advokatrådet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk