Solgte ulovlig cannabisolie: I mine øjne er det ikke sværere end at dyrke en tomat

'Moffe' risikerer at få op til ti års fængsel for at have produceret sine ulovlige cannabis-dråber.

I dokumentaren 'Cannabis-manden fra Holbæk' viser Claus 'Moffe' Nielsen blandt andet, hvordan han laver cannabisdråber. (Foto: Svante Karlshøj Ipsen © Dr)

Den vestsjællandske familiefar Claus ’Moffe’ Nielsen risikerer at få op til 10 års fængsel for at have produceret og solgt cannabisdråber samt kakaobønner med det euforiserende thc-stof i.

I Danmark kan cannabismedicin dog både produceres og anskaffes fuldt ud lovligt.

Som følge af en ændring i lovgivningen om euforiserende stoffer fra 2011 gik apoteker Kristian Østergaard fra Glostrup Apotek i 2015 nemlig i gang med at producere cannabismedicin, der indeholder det euforiserende stof thc, som kommer fra cannabisplanet.

Og interessen er steget støt. I efteråret 2015 var der blot én læge, der havde udskrevet medicinen, og fem patienter, som havde fået en recept på cannabismedicinen var Glostrup Apotek. I dag udskriver et sted mellem 30-40 læge medicinen og omkring 275 patienter har fået det på recept.

Apoteket laver både cannabismedicin med thc, der har en euforiserende effekt, samt medicin med stoffet cbd, der ikke er euforiserende. Begge stoffer siges at have en smertelindrende effekt.

Der er ingen deciderede krav til, at man som patient skal fejle noget bestemt eller have afprøvet andre midler, inden en læge kan udskrive medicinen.

Datter havde brystkræft

Claus 'Moffe' Nielsen, der er hovedperson dokumentaren 'Cannabismanden fra Holbæk', som er blevet vist på DR2 her til aften, kom selv i berøring med cannabismedicin, da hans ældste datter fik diagnosticeret brystkræft.

På det tidspunkt havde Glostrup Apotek endnu ikke startet sin produktion.

I et forsøg på at finde et produkt til sin datter gik Claus 'Moffe' Nielsen på udkig på det illegale marked.

De produkter, som han fandt, var dog af så tvivlsom en kvalitet og produceret under så kummerlige forhold, at han besluttede sig for, at lave det selv.

De hjemmelavede cannabisdråber hjalp datteren med at overkomme smerterne, og efter hun var blevet erklæret rask, fortsatte ’Moffe’ produktionen, som han blev landskendt på - og nu risikerer at få op til ti års fængsel for.

Claus 'Moffe' Nielsen har ikke haft nogen betænkeligheder ved at producere cannabisolie. Heller ikke selvom han i lang tid ikke kunne finde et laboratorium, der ville teste hans produkt og derfor ikke kunne vide sig sikker på, om det indeholdt nogen giftstoffer.

- I mine øjne er det ikke sværere end at dyrke en tomat, forklarer han.

- Dem, som har dyrket cannabisen for mig, er ligesom mig gået meget op i det. De har ikke haft nogen interesse i at hælde kviksølv i det. Og hvis du som udgangspunkt ved, at du har et produkt, der ikke er gift i, så er det også meget svært at trække gift ud af det.

Andre produkter

Foruden det dansk-producerede cannabismedicin fra Glostrup Apotek findes der i dag to andre præparater på det danske marked.

Læger med speciale i neurologi kan udskrive produktet Sativex til patienter med multipel sklerose. Sativex indeholder det euforiserende thc og det ikke-euforiserende stof cbd, der også siges at have medicinsk effekt.

I særlige tilfælde giver Lægemiddelstyrelsen også læger tilladelse til at udskrive produkter Marinol eller Nabilone til konkrete patienter. Det er ikke et naturligt cannabis-produkt, men syntetisk fremstillet.

Fra 2018 og fire år frem vil der desuden være en forsøgsordning, der betyder, at læger kan udskrive andre typer af cannabisprodukter til medicinsk brug.

I dag sælger Claus 'Moffe' Nielsen ikke længere cannabisolie. Han fortæller dog, at han går med planer om at starte en virksomhed og ansøge om at få lov til at producere og sælge cannabisolie i Danmark.

Claus 'Moffe' Nielsen er fortsat kun sigtet i sagen. Det er endnu uvist, hvornår der bliver rejst tiltale mod ham.

Facebook
Twitter