Solo-mor bekymret for ny aftale: Mister jeg barsel, når mit barn ikke har en far?

En ny aftale vil sikre lige barsel til mor og far, men det skaber bekymringer for de familier, der ikke passer ind i den kasse.

(© DR Grafik/Søren Winter Nørbæk)

31-årige Michelle Würtz troede endelig, at det var slut med at bekymre sig.

Til marts næste år skal hun være mor. Solo-mor. Efter et år med uvished og fertilitetsbehandlinger er hun blevet gravid med et donorbarn.

Men glæden er nu afløst af en ny bekymring. For mister hun nu vigtige uger på barsel, nu hvor arbejdsmarkedets parter har indgået en ny aftale, der vil fordele barslen ligeligt, så mor og far vil få 11 uger hver? Mister hun de uger, som er øremærket til en eventuel far?

- Det første, der gik igennem min krop, var frygt. For hvad gør jeg nu? Hvem skal tage sig af mit barn, hvis min barsel bliver skåret i? spørger Michelle Würtz, der til daglig arbejder som social- og sundhedsassistent i Skive.

For Michelle Würtz handler det ikke bare om, at hun potentielt kan miste nogle uger derhjemme med barnet. Hun frygter, at det kan få konsekvenser for hendes barns trivsel i fremtiden, hvis hun er nødsaget til at sende sit barn tidligere i institution.

Planen er, at Michelle Würtz går på barsel til januar. (© PRIVATFOTO)

På sociale medier har flere kommende solomødre den samme bekymring. For aftalen nævner ikke noget om de familier, der ikke består af far, mor og barn.

Solo-mødre må ikke stilles ringere

Og det er et problem, som politikerne skal løse, når de snart skal omdanne aftalen til lov, mener direktør for Mødrehjælpen Ninna Thomsen.

- Det er meget vigtigt, at man i de sårbare familier, hvor man står alene med sit barn, ikke bliver stillet ringere, for man kan i forvejen have svært ved at få enderne til at mødes, siger Ninna Thomsen.

Hun påpeger, at er man eksempelvis solo-mor, kan man være nødt til at sende sit barn tidligere i institution end andre familier, hvis man mister en del af sin barsel.

Det er ikke kun ved regnbuefamilier og solo-forældre, at Mødrehjælpen ønsker et fokus på barsel, men også ved de familier, hvor forældrene er gået fra hinanden.

Det kan være, hvis parret går fra hinanden under graviditeten, og faren derfor ikke længere er inde i billedet, når barnet bliver født.

- Der er mange af de familier, vi hjælper, hvor mor og far er gået fra hinanden. Det er synd og skam, hvis de mødre eller fædre bliver ladt i stikken i den nye lovgivning, siger Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen.

Grafik: Nathalie Nystad/Steen Winther Nørbæk

Den nye aftale, der er indgået mellem Fagbevægelsernes Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening nævner ikke noget om de familiekonstellationer, der ikke passer ind i kassen 'kernefamilie'.

Det skyldes, at aftalen er lavet på baggrund af et EU-direktiv, der ikke nævner andre familiesammensætninger end mor, far og barn, forklarer Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Men ro på, lyder meldingen fra Fagbevægelsens Hovedorganisation:

- Det er vores forventning, at der bliver fundet en løsning, så barnet ikke mister uger i de situationer, hvor der ikke er en anden forælder, der spiller en rolle i barnets liv, lyder det skriftlige svar til DR Nyheder.

- Regeringen har allerede foreslået, at op til fire forældre skal kunne tage barselsorlov, således at eksempelvis en medmor, medfar eller anden såkaldt social forælder skal kunne tage del i de uger af forældreorloven, som ikke i forvejen er øremærket barnets retlige forældre. Så det forventer vi, at politikerne nok skal få løst, lyder det videre.

Med til forhandlingsbordet

Og politikerne er klar til at hjælpe. Det lover i hvert fald Astrid Carøe, ligestillingsordfører for SF.

- Vi lægger klart op til, at barslen ikke skal gå tabt, hvis man vælger at få et barn alene. Så man som solo-forælder selvfølgelig kan tage hele barslen selv, siger Astrid Carøe.

Hun vil også gøre det muligt at overføre en del af barslen til "en nær omsorgsperson", eksempelvis en bedsteforælder, som kan være med i de første uger efter fødslen.

Hos Radikale Venstre er ønsket også, at solo-forældre skal have den fulde barsel.

- Vi ved ikke, hvordan vi lander de politiske forhandlinger i sidste ende, men jeg kommer i hvert fald til at have blik for, at de, der vælger at få et donorbarn og derfor står alene, ikke går glip af de uger til barsel, som ellers var øremærket til far, siger Samira Nawa, ligestillingsordfører for Radikale Venstre.

Samtidig ønsker man både hos Radikale Venstre og SF, at man i regnbuefamilier kan sprede barslen ud på mere end to forældre.

- For eksempel ser vi, at hos far, far og barn er der en af fædrene, der slet ikke er anerkendt som forældre, og det synes jeg er helt på månen i 2021, siger Samira Nawa.

Begge ordførere er enige om, at familier kommer i mange sammensætninger, og det skal der være plads til i den nye aftale om barsel.

For selvom den nye aftale vil sikre lige barsel til mor og far, mener Michelle, at det skal være op til den enkelte familie at skræddersy barslen til dem selv.

- Familietyper er så forskellige. Generelt synes jeg, at regeringen skal kigge bredere. Så det ikke bare er mor, far og barn, siger Michelle Würtz.

Facebook
Twitter