Solstorme truer forsyning, trafik og kommunikation

Såkaldte solstorme står højt på listen over trusler, som Beredskabsstyrelsen fremlægger i dag.

En solstorm kunne i 2012 have skabt enorme skader, men den undgik lige nøjagtig jorden. Det ekstreme rumvejr nærmede sig 23. juli, og var det mest kraftfulde i 150 år. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Eksplosioner på Solen, som sender solstorme mod jorden, bliver nu for første gang udpeget som en af de største trusler mod Danmark sammen med gamle kendinge som orkaner, terror, epidemier og oversvømmelser, skriver Jyllands-Posten.

Solstorme - eller såkaldt rumvejr - kan i værste fald lamme satellitter, elforsyning, flytrafik og kommunikationssystemer, advarer Beredskabsstyrelsen i en ny risikovurdering, som kortlægger de 13 største trusler.

De 13 punkter

De 13 punkter, som af Beredskabsstyrelsen er udpeget som de værste trusler:

​- Orkaner og stærke storme
- Oversvømmelser fra havet
- Ekstremregn
- Højvirulente sygdomme
- Husdyrsygdomme
- Vand- og fødevarebårne sygdomme
- Nukleare ulykker
- Ulykker med kemiske stoffer
- Maritime ulykker
- Transportulykker
- Cyberhændelser
- Terrorhandlinger
- Rumvejr

​​

I 2015 lukkede en kraftig solstorm ned for flytrafikken i Sverige i en dag, og Malmø har tidligere oplevet strømsvigt. Tilsvarende problemer kan ramme Danmark, siger Mads Ecklon, chef for krisestyringsenheden i Beredskabsstyrelsen, som mener, at der skal opbygges et beredskab og varslingssystemer.

Ifølge Beredskabsstyrelsen og flere eksperter er Danmark blevet mere sårbart, i takt med at samfundet er blevet mere afhængigt af teknologi som gps-navigation og it-systemer, som kan kollapse, hvis satellitter ødelægges af farlig stråling.

Borgerne skal ikke gå rundt og være skræmte, men truslen er hidtil ikke blevet taget alvorligt nok, mener astrofysiker Kristoffer Leer fra rumvejrscenteret på Danmarks Tekniske Universitet.

Samme toner kommer fra seniorforsker emeritus ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Peter Stauning, der tidligere har peget på behov for øget overvågning og planer for, hvordan solstorme skal håndteres.