Solveig har røget sin sidste mentolcigaret: Det var lidt vemodigt

Fra i dag er det forbudt at sælge cigaretter med mentolsmag.

- Jeg kunne nok godt tvinge mig selv til at ryge almindelige cigaretter, men det har jeg ikke lyst til. Så vil jeg hellere lade være, siger 20-årige Solveig, som på grund af forbuddet mod salg af mentolcigaretter i dag er røgfri. (Foto: PRIVAT © Solveig Krog)

Gennem de seneste tre år har mentolcigaretter været en fast del af 20-årige Solveig Krogs hverdag.

Til at starte med, var det kun til fester, hun fandt cigaretterne frem. Og på det tidspunkt var det Blå Kings – et cigaretmærke uden mentolsmag.

Men i gymnasiet fandt hun ud af, at hun bedre kunne lide smagen af mentolcigaretter, og så begyndte hun at ryge fast.

Og selvom der siden december har været en aftale mellem regeringen og flere partier om, at salget af mentolcigaretter skulle forbydes fra 20. maj, landede beskeden først hos Solveig for en måned siden.

- Der lå en seddel i cigaretpakken, hvor der stod, at salget af mentolcigaretter ville stoppe. Først tænkte jeg, det var nederen, fordi så kunne jeg ikke ryge længere, siger Solveig.

Men netop den seddel fik en

afgørende
betydning for Solveigs rygevaner.

- Jeg havde tænkt, jeg skulle stoppe med at ryge på et tidspunkt, men jeg havde ikke tænkt, det skulle være lige nu. Men så tænkte jeg, det var oplagt at stoppe nu, fordi jeg nærmest var tvunget til det.

Vil ikke ryge andet end mentol

I stedet for at købe et lager af mentolcigaretter med hjem, besluttede hun sig for at stoppe fra den dag, hun fik beskeden.

- Jeg ville ikke have, de skulle ligge og friste mig. Så da jeg havde røget den pakke, jeg havde tilbage, tænkte jeg, nu må det være slut.

Og selvom der stadig er mange andre cigaretmærker bag et forhæng bag disken, får det ikke Solveig til at blive ryger igen.

- Jeg kunne nok godt tvinge mig selv til at ryge de almindelige cigaretter, men det har jeg ikke lyst til. Så vil jeg hellere lade være, siger Solveig.

Så nu er den sidste mentolcigaret røget, og nu er Solveig ikke længere ryger.

- Det var både lidt

vemodigt
og skræmmende at ryge den sidste cigaret.

Mentolforbuddet kan gøre en forskel

I Danmark begynder 40 børn og unge hver dag med at ryge, og det tal er stigende.

Og Kræftens Bekæmpelse tror på, at det nye forbud kan være med til at bremse den udvikling med det nye forbud, som træder i kraft.

Det siger projektchef i Kræftens Bekæmpelse Niels Them Kjær.

- Mentol skjuler dels tobakssmagen, og dels er de lettere at inhalere end cigaretter med tobakssmag. Så derfor er det lettere at lære at ryge og senere blive fastryger med mentolcigaretter end med andre cigaretter.

Men

forbuddet
sender også et signal til alle dem, der allerede er rygere.

- Det, at man forbyder de her produkter, gør, at der opstår en anledning for rygere til at

genoverveje
sine rygevaner, siger Niels Them Kjær.

Og selvom det var lidt svært for Solveig Krog at kvitte smøgerne, tror hun

forbuddet
er godt i det lange løb.

- Man siger jo, at mentolcigaretter er begyndercigaretter, så det kan godt være, at

forbuddet
får nogle til at lade være med at starte, eller det får rygere til at stoppe.

Det er ikke kun herhjemme, mentolcigaretterne er fjernet fra hylderne. I 2016 blev der gennemført et EU-direktiv om at fjerne cigaretterne fra hylderne i alle

EU-lande
, som dog først skulle træde i kraft i 2020.

Facebook
Twitter