Sommerhuse med plads til 30 personer udfordrer lovgivningen

Kæmpesommerhuse har ændret sommerlandskabet til gene for naboer.

11 nybyggede luksussommerhuse. Træer bliver fældet for at gøre plads til, hvad Ulla Brinch fra Asserbo beskriver som feriecentre.

Hvorfor tager du i sommerhus?

- Min kone og jeg tager i sommerhus for at nyde naturen, og vi vil gerne slappe af her, siger Søren Poulsen, der ejer et sommerhus ved Hostrup Strand ved Skive.

Han er pensionist og bestyrelsesmedlem i den lokale grundejerforening.

- Det giver en form for utryghed, når der i alt kan bo 272 mennesker her – det er rigtigt mange nye naboer at få hver uge, siger sommerhusejer Ulla Brinch

Men de seneste år er der sket en udvikling i sommerhuslandskabet rundt om i Danmark. En udvikling, som får sommerhusejer Ulla Brinch fra Asserbo til at bekymre sig:

- Vi bor i praksis ved siden af et feriecenter. Vi oplever, at op mod 200 mennesker rykker ind og så ud igen efter en uge, hvor service-, have- og rengøringspersonalet kommer, inden et nyt hold ankommer.

Ulla Brinch og Søren Poulsen taler begge om en ny tendens, der ses i byggeri af sommerhuse. De er enormt store og har plads til over 20 sovende gæster. Et luksussommerhus, som det bliver kaldt.

Kan være imod loven

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af sommerhuse mellem 200-499 kvadratmeter steget fra 1160 i 1987 til 3008 i 2017.

Antallet af sommerhuse på over 500 kvadratmeter er tredoblet siden år 2000 til 157 styk på landsplan i dag.

Se dronebilleder af et nybygget luksussommerhuskvarter i Asserbo herover.

Det er særligt et firma ved navn Skanlux, som har gjort en forretning ud af at sælge totalløsninger for kunder, hvor de bygger et sommerhus med plads til over 20 sovende gæster og efterfølgende står for salg, service og udlejning.

Det er netop den måde at drive forretning på, som får flere grundejerforeninger rundt om i Danmark til at stille spørgsmål. For det er ulovligt at have et privat sommerhus og bruge det udelukkende som udlejningshus, da det kræver en særlig tilladelse.

Derfor kigger Erhvervsstyrelsen på flere sager, hvor de skal afgøre, om en given sommerhusejer overholder reglerne.

- Reglerne er grundlæggende, at du selvfølgelig gerne må udleje dit sommerhus selv, men du skal have et ikke-uvæsentligt eget brug, siger vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, Sigmund Lubanski.

Det forventes, at der falder afgørelse i de første sager efter sommerferien.

Spar tiden - det er lovligt

Hvis Feriehusejernes Brancheforening skulle have noget at sige til Erhvervsstyrelsen, så ville det nok være noget i stil med 'gå tidligt på sommerferie'.

- Når vi ser de her store sommerhuse, så er vi ikke i tvivl om, at det er lovligt. Det er almindelige danskere, der kan købe dem, og det er almindelige danskere, der kan leje de her store sommerhuse, siger administrerende direktør, Carlos Villaro Lassen.

Han lægger dog vægt på, at loven er vigtig at overholde, da brancheforeningen ønsker at værne om den 'gode danske lovgivning, der er på sommerhusområdet'.

Sommerhusdilemmaet

Lovgivningen, Carlos Villaro Lassen taler om, er afgifts- og skattereglerne for sommerhuse. Den tidligere VLAK-regering hævede bundfradraget på udlejning af private sommerhuse til 40.000 kroner om året og nedsatte el-afgiften for sommer- og feriehuse.

Og det skaber et dilemma.

- Udfordringen er jo, at vi gerne vil have aktivitet i vores sommerhusområder, hvorfor man har gjort det skattemæssigt attraktivt at leje sit sommerhus ud, siger Henning Boye Hansen, skatteekspert hos revisionsfirmaet BDO.

Og det er sommerhusejere Søren Poulsen og Ulla Brinch også enig i. De skal selvfølgelig have lov til at feste og skabe aktivitet i området. Men de tvivler på, at det er, hvad der reelt set sker:

- Mange firmaer kommer her på teambuilding-tur. Og man kan jo forestille sig, hvordan det er at bo ved siden af et konferencecenter lige mit i sit sommerhusområde; det er nok de færreste, der vil synes, at det var rart, siger Ulla Brinch, der har sit sommerhus i Asserbo.

- Man har jo egentlig angrebet naturen her, for området var tidligere meget kuperet og der var endda en lille skov, siger sommerhusejer Søren Poulsen ved Hostrup Strand.

- Vi er bekymret for strandudnyttelsen, når der nu kommer op til 300 personer i det her område. Fuldt udlejet er der faktisk flere personer, end der bor her i forvejen, siger Søren Poulsen ved Hostrup Strand og fortsætter:

- Når de kommer så mange, så tror jeg ikke på, at de lægger deres penge i lokalmiljøet. De medbringer nok ting selv.

Begge sommerhusejere mener, at kæmpesommerhusene ikke er lovlige i forhold til de gældende regler for sommerhuse, men glæder sig til Erhvervsstyrelsens første afgørelser i sagen.

Herunder kan du se, hvor der er placeret sommerhuse med plads til over 20 sovende gæster.

Facebook
Twitter