Sommerhusejere til Mette Frederiksen: Må vi tage i sommerhus eller ej?

Grænselukningen er dyr for udlejere af sommerhuse.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) i går på et pressemøde sagde, at danskerne skal 'dæmpe rejseaktiviteten' over påsken, betyder det så, at man ikke må tage i sommerhus?

Det spørgsmål rejser Feriehusudlejernes Brancheforening, der i et åbent brev til statsministeren efterspørger klarhed.

- Siden din udmelding i går om en forlængelse af restriktionerne til og med 2. påskedag er udlejningsbureauer blevet kimet ned af bekymrede danskere, fordi du nævnte danskeres ophold i sommerhuse.

- Derfor er der behov for en klar melding, lyder det i brevet, der er underskrevet af administrerende direktør Carlos Villaro Lassen.

Feriehusudlejernes Brancheforening repræsenterer sommerhusejere og udlejningsbureauer.

Frederiksen forstår godt behovet for frisk luft

Mette Frederiksen sagde på pressemødet, at restriktionerne i Danmark forlænges, så de nu gælder helt frem til 13. april.

Dermed vil mange fortsat skulle arbejde hjemme, mens institutioner og skoler også fortsat vil være lukkede, så sommerhusejerne vil med stor sandsynlighed være fristet til at 'tage på landet'.

I går aftes i TV-Avisen sagde Mette Frederiksen, at hun 'virkelig godt kan forstå, at der er mange, der vil ud, hvor der er mere natur'.

Men hun siger, at smitten lige nu er skævt fordelt i landet.

- Derfor er vi meget opmærksomme på, hvad det er for en trafik, vi kigger ind i. Vi vil stadig gerne appellere til, at man selvfølgelig kommer ud og trækker frisk luft. Men der kan også opstå en situation, hvor rigtig mange danskere ønsker at rejse samtidig og dermed risikerer at underminere alt det, vi har sat i gang, sagde hun.

Feriehusudlejernes Brancheforening skriver i brevet, at branchen er ramt meget hårdt af grænselukningen.

I perioden 9. marts til 13. april betyder grænselukningen et tab på 1,4 millioner udenlandske overnatninger og dermed en tabt omsætning i hele værdikæden på over 1 milliard kroner.

Frederiksen: Sommerhusture ikke forbudt

Statsministeren ønsker ikke at stille op til et interview, men henviser til et opslag på sin Facebook-profil.

- Situationen stiller store krav til os alle. Derfor har vi ikke forbudt folk at køre i sommerhus. Men vi opfordrer kraftigt til, at man holder afstand og tager sine forholdsregler. Lige nu er smitten skævt fordelt i Danmark. Alt, det vi gør, handler om at holde afstand og minimere aktivitet, skriver hun.

I opslaget gentager hun, at hun ikke afviser yderligere tiltag som eksempelvis begrænsninger på indenlandsk rejseaktivitet.