Sommerlandet sætter sin lid til YR og hardcore campister

Campingpladser, forlystelsespark og små købmænd i sommerhusområderne mærker det regnfulde sommervejr.

I begyndelsen af juni var det tørvejr i Danmark, men efter det har bygerne taget over. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Det kan godt være, at den første sommermåned, juni, startede flot ud med tørvejr og sol. Men herefter har sommeren været mere våd, og det kan mærkes rundt om i Sommerdanmark.

De små købmænd rundt om i sommerlandet kan mærke det dårlige vejr på omsætningen, og det påvirker økonomien resten af året.

- De butikker, der ligger i sommerområderne, har brug for omsætningen i juli og august for at klare sig resten af året, siger Claus Bøgelund Nielsen, underdirektør hos De Samvirkende Købmænd.

- Tre uger med dårligt vejr kan mærkes resten af året.

For vi spiser og køber ind forskelligt, alt efter om det er solskin eller regn, som vi har set det de sidste par uger - i lighed med sidste års sommer.

- Man skal helst have 28 grader, hvor folk går til bageren om morgenen, fylder pungen og køber is i løbet af dagen og køber ind til grillmad, rosé og øl om aftenen, siger han.

- Når vejret er for skidt, drikker vi mindre, laver mindre grillmad og spiser færre is.

Det kan den lokale sommerkøbmand mærke på salget. Til gengæld er der glæde at spore andre steder.

- Folk er mere mobile, når vejret er skidt. De er klar til at køre længere for at handle og kører gerne forbi centeret, siger han.

- Dem med butikker i centrene har det fremragende lige nu.

Paraplyerne var fremme på folkemødet på Bornholm i midten af juni, når solen ikke tittede frem (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

'Hardcore' campister holder stand

Campingpladserne kan også mærke, at det har været en regnfyldt start på sommerferien.

- Campingpladserne kan mærke det på indtjeningen og salget af is, siger informationschef Anne-Vibeke Isaksen hos Dansk Camping Union.

Hun fortæller, at campingpladserne havde en fantastisk start på sommeren, men den seneste tids gråvejr afskrækker dem, der ser på vejrudsigten, før de beslutter sig for at tage på teltferie, leje et sommerhus eller taget en ferie til udlandet i sidste øjeblik.

- Dem, der kigger ud af vinduet og holder øje med vejrudsigten, kommer ikke på camping i det her vejr, siger hun.

Til gengæld påvirker bygevejret kun i lille grad dem, som informationschefen kalder de 'hardcore campister'.

Når det er dårligt vejr, parkerer de campingvognen på en campingplads i nærheden af byerne, hopper i gummistøvlerne og går på museum eller i shoppingcenteret i stedet. Og så ved de, hvordan de skal hygge sig i forteltet.

Men mange dages regn har betydning.

- Når det regner én dag, er det ikke slemt, men når det bliver ved som nu, hvor det har regnet i to uger, så påvirker det folks adfærd, siger Anne-Vibeke Isaksen.

- Dem, der skal på ferie i weekenden, holder øje med vejrudsigten. Hvis regnen fortsætter, så tager de sydpå med campingvognen.

Årets Roskilde Festival var også præget af byger i år i slutningen af juni. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Sommerland: Lad jer ikke skræmme

Også i Fårup Sommerland i Nordjylland kan direktøren mærke på økonomien, at vejrudsigterne viser grå, regnfulde skyer og ikke sol.

For indtjeningen er ikke så god, som den var i starten af sommeren.

- Vi var rigtig dejligt langt foran, før vi kom til sankthans. Herefter har vi tabt gæsterne, fortæller Søren Kragelund, direktør i Fårup Sommerland.

Det er primært folk med sæsonkort, som holder sig fra forlystelsesparken og vandlandet, når det regner. Turisterne kommer stadig.

Han ærgrer sig over, at folk lader sig skræmme af udsigten til regnvejr, når de ser vejrudsigterne, for selvom der er byger på vejrkortet, så er der sjældent heldagsregn i Fårup Sommerland. Ofte er der kun en halv times regn, siger direktøren.

- Vejrudsigterne er meget negative. De skriver ikke, når solen skinner, siger han.

Direktøren følger ikke vejrudsigterne fra DMI, men i stedet vejrudsigterne fra den norske vejrtjeneste YR, og når det gælder resten af sommeren, er han rimelig fortrøstningsfuld.

DMI melder om bedre vejr de næste par dage.

FacebookTwitter