Sommerpakke får blandet modtagelse i kulturlivet: 'En skævvridning af markedet'

Den stort anlagte sommerpakke til 700 millioner kroner rammer enten skævt eller helt forbi, lyder det fra teater og forlystelsespark.

Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en sommerpakke til 700 millioner kroner, der skal støtte op om turismen og oplevelsesøkonomien i Danmark.

Det skal ske ved en lang række initiativer som eksempelvis billige rejser rundt i landet og tilskud til kulturelle oplevelser. Det kunne eksempelvis være en tur på museum, hvor man i sommerperioden kan komme ind til halv pris.

- Til halv pris kan vi måske tiltrække nogle af dem, der ikke ellers ville tænke, at Trapholt var noget for dem, siger museumsdirektør på kunstmuseet Trapholt i Kolding, Karen Grøn, til DR Nyheder og tilføjer:

- Hvis prisen er lavere, vil det øge villigheden til at hoppe ind.

Tilbuddet om halv pris gælder også på landets teatre, men her er man knap så begejstrede for hjælpen i sommerpakken.

- Det er jo fantastisk, at de har sat penge af til sommerperioden. Vi har bare ikke så meget at bruge det til. De fleste teatre spiller slet ikke hen over sommeren, og dem, der skulle have spillet, har aflyst for længst, siger teaterdirektør Mette Wolf.

Hun forklarer, at det ikke er muligt at sætte nye forestillinger op med så kort varsel, hvis der skal opretholdes en nogenlunde kvalitet.

- Oveni det er der jo afstandskravene, som gør, at vi slet ikke må være så mange, som vi plejer at være, så det er lidt svært at se det ske henover sommerperioden, som er den ramme, der er sat op i pakken, siger Mette Wolf.

Nørrebro Teaters næste forestilling har premiere i slutningen af september, hvilket betyder, at der her skal betales fuld entré.

Forlystelsesparker forbigået

Det er ikke kun på teatre og museer, at der i løbet af sommeren er mulighed for at få 50 procent rabat. Det gælder også på blandt andet spillesteder og zoologiske anlæg.

Til gengæld er der ikke fundet plads til forlystelsesparker på listen, og det er ikke helt rimeligt, mener man i Legoland.

- Vi ser det som et problem, at man vælger at give halvdelen af billetprisen på nogle typer af oplevelser, men ikke til andre. Det betyder, at den situation, der er ret vanskelig i forvejen, bliver konkurrencemæssigt endnu mere vanskelig for os, siger administrerende direktør i Legoland Christian Woller.

Forlystelsesparker er ikke en del af sommerparken, så hvis man vil opleve en klodset udgave af Nyhavn, så er det til fuld pris. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- En børnefamilie vil sidde og kigge på ’hvad kan vi lave i dag?’, og så vil de selvfølgelig se på, hvad tingene koster. Og når en forlystelsespark ikke kan få det samme tilbud som for eksempel et museum eller en zoologisk have, vil nogle nok vælge forlystelsesparken fra, siger Christian Woller, der kalder det en skævvridning af markedet.

- Det er ikke optimalt. Man skulle gøre det for alle eller for ingen, så der var lige vilkår. Vi har et marked, der fungerer rigtig godt, så når man begynder at pille ved sådan nogle ting her, begynder man at skævvride, siger Christian Woller.

Heller ikke på Christiansborg er alle lige begejstrede for sommerpakken. Liberal Alliance er ikke en del af aftalen, og det er der en ganske god grund til, hvis man spørger partileder Alex Vanopslagh.

- Jeg synes, det er en useriøs gavebod. Man leger julemand midt om sommeren for andre menneskers penge, og hvert parti rider sin kæphest, siger Alex Vanopslagh.

- Hvis man gerne vil stimulere dansk økonomi, handler det om at få turister til Danmark, og så kan man kigge på den overnatningsregel, siger Alex Vanopslagh med henvisning til reglen, der betyder, at turister skal have booket seks ovenatninger for at komme ind i Danmark.

Facebook
Twitter