Sommerregnen har sørget for et rasende godt svampeår: 'Skattekisten er åben'

Også havtorn og hyldebær er klar til at blive plukket.

Den klassiske kantarel er en god begyndersvamp, fordi den er let at genkende. Men pluk dem kun, hvis du er sikkert på arten. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Det er ikke megen grund til at takke sommervejret, der mest bare har fået ferien til at minde lidt om efterår.

Men mindst tre ting skal det dog have æren for: Kantareller, Karl Johanner og store trompetsvampe.

En kombination af det varme forår og den våde sommer har nemlig gjort det til et usædvanligt godt svampeår ifølge biolog og naturvejleder i Naturstyrelsen Jes Aagaard.

- Vi har fået både sommerens og efterårets svampe på én gang. Lige nu er det stadigvæk sådan, at kantarellerne står derude i store mængder, siger han.

- Jeg kan jo næsten ikke tåle at se alle de billeder, der bliver postet rundt på sociale medier af folk, der har plukket i kilovis

Den store, sorte trompetsvamp er både en fin og lækker spisesvamp, der lige nu kan findes store mængder af i skoven. (Foto: © Ole Gabrielsen, Ole Gabrielsen)

At skovbunden bugner særligt meget af herlige spisesvampe kan vi takke regnen for.

- De store nedbørsmængder hen over august har sikret, at svampene har fået den væde, der skal til, for at de kan sætte frugt.

- Nede i jorden ligger det, der er selve svampen, der hedder myceliet. Det er de usynlige rødder, der nedbryder vores organiske materiale. De sætter frugt, ligesom æbletræet sætter frugt, og svampene svarer i virkeligheden til æblerne på æbletræet.

Svampe er ikke det eneste, der er mere af

Når du nu allerede er ude i skoven, er det værd også at kigge både op og til siden. For svampene på jorden er ikke det eneste i naturen, der kan samles og spises lige netop nu.

- Skattekisten er åben, siger Jes Aagaard.

Brombær, hyben og havtorn har det også ekstra godt i år og står klar til at plukke.

- I sådan en enkelt havtorn er der lige så meget c-vitamin som i en hel appelsin.

Og så er der hyldebær. Men dem er der særlige regler for, forklarer Jes Aagaard.

- Husk at spørge hyldemor om lov. Det er heksen, der bor i hyldetræet.

Selvfølgelig. Og hvordan er det nu lige, man gør det?

- Der skal man spørge tre gange: Hyldemor, Hyldemor, Hyldemor må jeg tage af dine frugter?

- Så nikker hun pænt, og så må man tage dem og gå baglæns væk fra træet, når man har taget i respekt. Så er der en chance for, at man overlever vinteren.

Og så er det ellers bare med at komme rovet i gryden derhjemme:

- Kog hylden med en lille smule æble for syrlighed, noget citron og lidt sukker, foreslår Jes Aagard.

- Jeg kan nogle gange komme til at tilsætte en teskefuld rom, og så er det faktisk ikke så slemt at have influenza.

Sådan sanker du

Hvis den her artikel får det til at krible i fingrene efter at fange noget frugt og plukke nogle svampe, så er der gode råd at hente til både den erfarne og nybegynderen.

En svampebog og gode sko, der kan holde til at blive beskidt, er en god start.

Tag en svampebog under armen, og fyld en kurv med en lille kniv og en stiv børste

- Jeg bruger altid sådan en malerpensel, der er lidt stiv i hårene, siger Jes Aagaard.

  • Karl Johan er en rørhat. Det er en skøn spisesvamp og en god begyndersvamp. (Foto: © Caroline Mathilde Schelde Christensen)
  • Man kan ofte være heldig at finde mange kantareller på én gang, fordi de gror i flok. (Foto: © Zarena Sukkwan Dalsgard)
  • Gem svampe som kantarellerne her i en papirpose i stedet for plastik. Ellers kan de blive klistrede og dårlige af jordbakterier. (Foto: © Zarena Sukkwan Dalsgard)
1 / 3

Og så er det med at sikre, at man går rundt i en offentlig skov, hvor det er tilladt at sanke, og vigtigst af alt: Spis kun svampe, du er 100 procent sikre på, hvad er.

- Inden for alle svampegrupper findes der noget, der er farligt. Så derfor skal man altså være 100 procent sikker på, at man ved, hvad man plukker.

- Alle karaktertrækkene i bogen skal passe. Hvis ikke det gør det, skal man lade den stå.

Hvis du ikke har prøvet at samle svampe før, eller du bare gerne vil forbedre dine odds for at komme hjem med guld, så tag en ven med, der har prøvet det før, siger Jes Aagaard.

Må man skylle svampe?

Vil du gemme lidt af guldet, til vennerne kommer på besøg dagen efter svampeturen, er det med at opbevare dem tørt og i en papirpose.

- Hvis de kommer i en plastikpose, kan man blive dårlig af jordbakterierne fra svampene, der har fået lov til at opformere sig, forklarer Jes Aagaard.

Og så er jeg nødt til at have afklaret det én gang for alle: Må man eller må man ikke skylle sine svampe, inden man tilbereder dem?

- En svamp suger meget vand, så jo mere du skyller den, jo mere skal du stege vandet ud af den bagefter.

- Så ved at nøjes med at børste den, kan man hurtigere få den stegeskorpe, vi jo godt kan lide. Det gør jeg for det meste, siger han.

Selvom i år er et særdeles godt svampeår, er der selvfølgelig ingen garantier for at finde hverken havtorn eller trompetsvamp, men det betyder ikke, at du kommer til at gå forgæves ud i skoven.

- Det er to-tre timer med ro i sjælen. Og så kan du være heldig at få det der lille guldgraver-kick, hver gang man kan finde svamp, man kan bruge. Det er vidunderligt.