Sommerskole gav drenge to års læring på to uger

Intensive skole-lejre har succes med at løfte børns faglige niveau. Skoleleder-formanden kalder dem 'et godt supplement til folkeskolen'.

Næsten tre skoleår har 85 drenge i snit løftet deres læsefærdigheder på bare to ugers intensiv sommercamp.

Det viser en rapport, som udkommer i dag, og som gennemgår resultaterne af årets 'Drengeakademi' i sommeren 2014.

De 85 drenge i alderen 14-16 år, som gennemførte de to ugers camp, har desuden forbedret deres resultater i matematik med, hvad der svarer til 2,17 læringsår og 1,13 i stavning.

Succes for anbragte børn

Akademiet, som drives af LøkkeFonden, har altså succes med at hjælpe drenge, som er tabt i skolen. Opskriften lyder på faste rammer, sund kost, masser af motion, regelmæssig søvn og et minimum af mobiltelefoner, computere og tv.

Også et andet intensivt skole-projekt har succes med at løfte børns faglige niveau med raketfart. Lær for Livets 'Learning Camp', som drives af Egmont Fonden i samarbejde med landets kommuner, sendte i sommer 100 anbragte børn på to ugers træningslejr.

En gennemgang af årets testresultater viser, at de 100 børn i alderen 10-13 år i gennemsnit har taget et tigerspring på mere end et halvt skoleår på de to uger. Alene i matematik har børnene flyttet sig 0,86 skoleår.

Skoleleder-formand: Bør give resultater

Resultaterne vækker interesse hos Claus Hjortdal, som er formand for Skolelederforeningen. Han kalder de intensive camp-forløb 'et godt supplement til folkeskolen', men han afviser, at konceptet kan kopieres til resten af skoleåret.

- Konceptet er, at man får motiverede børn med, som er villige til at gøre en ekstra indsats, og at den bedste eksperthjælp er tilgængelig 24 timer i døgnet. Det bør give resultater. Men det er også omkostningstungt, siger han.

Bevægelse er vigtigt

- Det, der er interessant for os at se på, er, om der er nogle af deres tilgange, som ser ud til at have en langtidsvirkning, og som vi kan lære af i folkeskolen. De har for eksempel nogle tilgange til, hvordan man skaber tillid til og tro på sig selv, og dem kan vi godt arbejde med.

Claus Hjortdal mener, at der i skolereformen allerede er taget hul på nogle af de metoder, som sommer-kurserne har succes med.

- De arbejder for eksempel meget med bevægelse, og det er også nogle af de tanker, der ligger i folkeskolereformen, siger han.

Første afsnit af programserien 'Drengeakademiet', hvor man følger en gruppe drenges kamp for at blive bedre til at læse, skrive og regne, sendes i aften klokken 21 på DR1.