Sommertrafik: Sådan slipper du for bilkø og feriemylder

Vejdirektoratet guider dig igennem sommertrafikken.

I sommerferie-sæsonen er trafikmønstret noget anderledes end i den daglige myldretrafik. Prøv at undgå at køre til og fra ferie om lørdagen, hvor der er tæt ferietrafik på vejene, lyder rådet fra Vejdirektoratet. (© Colourbox)

Sommeren står for døren, og i takt med at ferien melder sig, bliver de danske veje fyldt med tætpakkede biler, der skal til og fra ferie.

For at undgå kødannelser på vejene og grædende unger på bagsædet, er her et par gode råd til sommertrafikken.

Undgå weekendkørselHvis du vil have størst chance for at undgå kø, så skal du ikke køre af sted fredag, lørdag eller søndag, da det er de mest travle rejsedage. Især lørdagene er sommerferiens mest trafikerede dage over hele landet i uge 26-32 ifølge Vejdirektoratet.

Kør tidligt om morgenen eller sent på aftenen

Der er stor forskel på hvor og hvornår på dagen trafikken er mest massiv, men spidsbelastningen er især i tidsrummet mellem klokken 10.00-16.00.

Derfor råder Vejdirektoratet bilister til at køre tidligt om morgenen eller senere på aftenen, når det kan lade sig gøre.

Forvent sommerhustrafik her:Vejdirektoratet forventer tæt trafik til og fra de store sommerhusområder ved strandene i Vest- og Nordjylland samt langs kysten i Nordsjælland.

Lørdag er den typiske skiftedag i de fleste udlejningssommerhuse, og på grund af mange danske og tyske ferieturister i Sønderjylland og ved vestkysten vil trafikken være mest markant på følgende strækninger:

  • Sønderjyske Motorvej mellem Haderslev og grænsen

  • Rute 11 mellem Ringkøbing og Ribe

  • Rute 28 og 30 til Billund/Legoland

  • Rute 55 til Blokhus og Løkken

  • Rute 40 til Skagen

Her skal du undgå vejarbejdeSommeren er højsæson for vejarbejder, og det sætter sine spor på trafikken. Vejdirektoratet har lavet en liste over igangværende vejarbejder i Danmark. Se listen her.

Hold øje med festivaler og trafikinfo

Hen over sommeren afholdes der en del festivaler og events i det ganske sommerland. Her kan det betale sig at holde øje med kalenderen, før hjulene triller ud på vejene. Vejdirektoratet har lavet en event- og festivalkalender, som kan ses på deres hjemmeside.

Vejdirektoratet anbefaler altid at tjekke den aktuelle trafiksituation, før man kører nogen steder. Det kan gøres her eller via app'en Trafikinfo. Her bliver der også taget højde for ulykker og uventede kødannelser.

Bilferie gennem Tyskland

Skal du sydpå gennem Tyskland i sommerferien, vil du opleve nogenlunde det samme trafikmønster som i Danmark. Nemlig meget tæt trafik og længere rejsetid på lørdage i dagtimerne og de tidlige aftentimer.

Fredage og søndage er også travle med risiko for kødannelser, især omkring de større byer.

Kilde: Vejdirektoratet

Facebook
Twitter