Sophie tøver med at spørge om hjælp: Den største frygt er, at ens børn bliver taget fra en

Et nyt projekt skal hjælpe de forældre, der ikke tør spørge sundhedsplejerskerne om hjælp.

Alva på lidt over fire måneder sidder i sin røde højstol ved køkkenbordet.

Hendes mor Sophie Pichardt er ved at blande grødpulver med opvarmet vand fra mikroovnen.

Sophie Pichardt har indtil for et par uger siden udelukkende ammet sin datter, og da hun fornemmede, at Alva var klar til andet mad end mælk, tøvede hun med at spørge sin sundhedsplejerske til råds.

- Jeg ved godt, at det lyder fjollet, at jeg ikke turde spørge hende, for hun er jo sød, siger Sophie Pichardt om sin sundhedsplejerske.

- Men den anden oplevelse sidder stadig i mig, siger hun, inden hun sætter sig ned ved siden af Alva med den færdigblandede grød.

Sophie Pichardt henviser til en episode, der ligger seks år tilbage, da hun blev mor første gang til sin søn, Simon.

Hendes sundhedsplejerske lavede dengang en underretning til kommunen, fordi hun var bekymret for, om Simon udviklede sig, som han skulle.

- Selv om kommunen hurtigt lukkede sagen, sidder oplevelsen og frygten stadig i mig.

Hvad er det for en frygt?

- At få fjernet sit barn. Ikke have sit barn tæt på sig hver dag. Det er den værste frygt, og det var det, hun satte i gang dengang.

Mødrehjælpen vil hjælpe med 40 millioner

Den nu 28-årige mor bor i den lille by Torrig på det nordvestlige Lolland sammen med sin mand, hans datter på 10 år, sønnen Simon og og parrets fælles datter, Alva.

Og hun er ikke den eneste, der er nervøs for at spørge myndighedspersoner som sundhedsplejersken om hjælp.

Sådan lyder det fra både sundhedsplejerskene selv og fra organisationen Mødrehjælpen, der sammen med Egmont Fonden nu sætter 40 millioner kroner af til blandt andet at hjælpe mødre som Sophie Pichardt. Projektet ventes at gå i luften i starten af 2020.

- Vi hører fra mange familier, at selv om sundhedsplejersken er sød og venlig, så siger man ikke højt, at man grundlæggende er i tvivl, om man er en god far eller mor, siger Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen.

Det nye projekt går under navnet "1000 dage" og refererer til de første tre år af et barns liv.

Sundhedsplejersker: Forældrene får skuldrene lidt ned

Med projektet vil Mødrehjælpen blandt andet skabe et online univers, hvor forældre kan søge støtte, råd og rådgivning ved blandt andet at chatte anonymt med en rådgiver. Derudover udvider Mødrehjælpen sin rådgivningsfunktion, så endnu flere forældre kan få individuel råd og vejledning både over telefonen og ved fysiske møder.

- Først og fremmest tror jeg, at vi kan nå familierne tidligere. I dag når man kontakter Mødrehjælpen, er problemerne blevet rigtig store, siger Ninna Thomsen.

Hos Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker roser næstformand Dorte Fischer det nye projekt. For Mødrehjælpen er et godt supplement til sundhedsplejen, forklarer hun.

- De er ikke ansat af kommunen, og det kan for nogle forældre få skuldrene lidt ned, siger Dorte Fischer.

Sophie Pichardt vil i fremtiden prøve at være mere åben over for sin sundhedsplejerske. - For jeg har jo ikke noget at være bange for, siger hun. (Foto: Bardur Thomsen)

- Folk tør næsten ikke at gå til lægen med en prik på barnet

På Lolland er Sophie Pichardt heller ikke i tvivl om, at det er et projekt, der vil blive brugt af mange forældre. For hun kan se i de Facebook-grupper, hun er med i, at mange ikke tør gå til myndighedspersoner og bede om hjælp, siger hun.

- Jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Jeg kan se det hver dag på mine facebookgrupper i mødregrupperne. De stiller alverdens spørgsmål. Det er lige før, folk er bange for at gå til lægen med en prik på barnet.

- Så hvis der var sådan et tilbud, ville det nok blive benyttet rigtig meget, og så ville det nok rykke lidt ud af de facebookgrupper der. For det er nok bedre at spørge nogle fagpersoner, fortsætter Sophie Pichardt, der også selv gerne vil benytte det nye tilbud.

- Det ville give en helt anden ro. For der kommer sådan en stopklods, når det er en myndighedsperson, siger hun og understreger, at det er en underretning, hun selv er bange for igen.

Men når sundhedsplejerskerne laver de her underretninger, gør de det jo også for at hjælpe, og fordi de er bekymrede for, om barnet trives. Er det så ikke ok?

- Jo, selvfølgelig skal de være opmærksomme. Men man kan godt føle sig lidt usikker, fordi der står et fremmed menneske i ens hjem, og så kan man måske virke usikker.

Men kan det ikke nogle gange være svært selv at vurdere, om der er noget, man bør gøre anderledes?

- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde fået at vide af min mor, hvis jeg havde gjort noget forkert, siger Sophie Pichardt og fortæller, at hun også ofte ringer til sin mor, når hun er i tvivl om noget i forældreskabet.

- Jeg tror bare, at det er fra det gamle med min søn - at jeg er bange for, at jeg en gang til skal bevise mit værd som mor, og jeg synes, at jeg har bevist, at det her - det kan jeg godt, siger hun.

Det er planen at Mødrehjælpen og Egmont Fondens projekt skal lanceres i begyndelsen af 2020.

Mødrehjælpens projekt

  • Projektet hedder 1000 dage og refererer til, at de første tre år er afgørende for et menneskes liv.

  • Der er afsat 40 millioner kroner til en projektperide på fem år.

  • Det er Egmont Fonden, der er med til at finansiere projektet.

  • Projektet vil indeholde:

  • - Et digitalt læringsunivers med viden og vejledning til gravide og småbørnsfamilier

  • - Mødrehjælpen udvider sin nationale og professionelle rådgivning

  • - Mødrehjælpens lokale frivilligaktiviteter videreudvikles, så de i endnu højere grad støtter forældrene i de første 1000 dage af børns liv

  • - Økonomisk trængte familier får tilbud om at modtage gratis babypakkerKilde: Mødrehjælpen

Facebook
Twitter