Sort skærm i hele landet: Yousees tv-signal svigter nytårsaften

Yousee-kunder landet over har ikke noget tv-signal.

(Arkivfoto) (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Yousee har problemer med tv-signalet i store dele af landet.

Både i København, på Fyn og flere steder i Jylland melder tv-seere på Twitter og Facebook, at de har sort skærm derhjemme.

Tv-signalet forsvandt blot en time før dronningen traditionen tro talte til nationen fra Amalienborg.

Tine Gutfelt, der er pressekontakt hos Yousee, har endnu ikke overblik over, hvor mange husstande, der er ramt.

- Men vi arbejder på højtryk på at løse problemet, lød meldingen fra Tine Gutfelt kort før kl. 18:00 nytårsaften.

Ingen tidshorisont for udbedring

Signalproblemerne opstod omkring klokken 16.30, og i første omgang har Yousee konstateret fejl på en sender på Sydfyn. Den er man i færd med at undersøge og få op at køre igen.

Ifølge Yousees hjemmeside var det omkring kl. 20 ingen tidshorisont for, hvornår selskabet får gang i tv-signalet igen. Selskabet henviste tidligere på aftenen i stedet til deres app, men ifølge pol.dk henviser Yousee nu til at streame via Tv2 og DR TV, hvis du vil se nytårsklokkerne ringe det nye år ind.

Alternativt kan man høre nytårsklokkerne på P1, P2 og P4 HER.

Som en kuriositet kan nævnes, at Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter gør opmærksom på, at man ikke kan stille noget op ved det manglende tv-signal.

Mange borgere i Sydjylland har ringet til politiet og klaget deres nød i håb om, at ordensmagten kunne løse problemet. Sydjyllandspoliti skriver på Twitter, at de ikke kan afhjælpe problemet.

https://twitter.com/SjylPoliti/status/815223003407667200

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter