Sort sol over Amager

Se "sort sol" over Amager samtidig med, at Rådhusklokkerne bimler i baggrunden. Naturen i København er visse steder fuldt på højde med resten af landet.

På Amager kan mange nyde synet af "sort sol" fra altanen med Rådhusklokkerne i baggrunden. (Foto: sortsafari.dk)

Kvaliteten af naturen omkring storbyer er normalt ikke den højeste, men steder på Amager slår faktisk landsgennemsnittet, viser ny rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet.

I rapporten "Bynaturen i hverdagslivet" svarer et stort flertal af byens indbyggere da også, at de er storforbrugere af Københavns grønne områder. Det være sig beboere på Amager, som jævnligt kan nyde synet af store fugleflokke også kaldet "sort sol" over fælleden, eller familier med indvandrerbaggrund, der flytter måltiderne ud af den lille lejlighed og ned i parken på Nørrebro.

Favorittræ

Brugerne af de grønne områder fremhæver også, at de nyder den store variation. At man nogen steder kan få det store udsyn som i Fælledparken og spille bold, mens man til andre tider kan "gemme" sig bag en busk på Assistens Kirkegård.

Flere borgere fortæller til seniorforsker Lars Kjerulf Petersen fra Danmarks Miljøundersøgelser, at de har et favorittræ, som de vender tilbage til igennem livet, og som får en betydning for deres livshistorie.

Fælles for brugerne af de grønne områder er en irritation over affald. Lidt ukrudt i parkernes græsplæne er i orden, men ikke, at mange smider om sig med affald. Derimod rangerer gener fra knallertkørere og hundeluftere ikke så højt på minus-listen.

Forskningsprojektet, der er støttet af Realdania, indgår nu i bl.a. Odense og Københavns planlægning af de grønne områder.

Lars Kjerulf Petersen peger bl.a. på, at flere borgere i København vender sig imod Slots- og Ejendomsstyrelsens ønske om at føre voldene ved Christiania tilbage til deres oprindelige udseende. Flertallet foretrækker den lidt rå natur fremfor golde volde som ved Kastellet, fortækker seniorforskeren.

Facebook
Twitter