Sosu-hjælper om hævet pensionsalder: 'Skal man så komme ud til borgerne med sin rollator'?

62-årige Karen-Margrethe Larsen har flere gange været sygemeldt med smerter.

Karen-Margrethe Larsen (t.v.) har tidligere været rengøringsassistent og arbejder nu i hjemmeplejen. (Foto: Jan Macdonald Arnskov © DR Nyheder)

Social- og sundhedshjælper Karen-Margrethe Larsen havde ikke forventet, hun skulle arbejde så længe.

Men muligheden for at trække sig tilbage før folkepensionen røg sammen med efterlønsopsparingen, da sygdom i familien fik indkomsten til at dykke.

Og så besluttede politikerne at sætte folkepensionsalderen op ved at hægte den på danskernes stigende levetid.

I dag er Karen-Margrethe Larsen 62 år, og hun finder det urimeligt, at hun og andre med hårdt fysisk arbejde skal blive længere på arbejdsmarkedet.

- Da pensionsalderen var 65 år, tænkte jeg, at hvis jeg lige gjorde mig umage, så ville jeg nok kunne holde til det. Men når man skal være 67. De to år bliver utroligt hårde at tage, og det tror jeg ikke, at jeg kan, siger hun.

Fakta om folkepension

  • Folkepensionen er en offentlig ydelse, som sikrer, at alle har en indkomst efter pensionsalderen. Folkepensionen består af et grundbeløb og et eller flere tillæg.

  • Folkepensionsalderen stiger gradvist.

  • Jo yngre du er, jo ældre skal du være, før du kan gå på folkepension.

  • For personer født før 1. juli 1954 er folkepensionsalderen 65,5 år, hvilket er det tidligste tidspunkt, man i dag kan få folkepension.

60 procent med hyppige smerter

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har undersøgt, hvor mange ældre i forskellige brancher der inden for de seneste tre måneder har døjet med hyppige smerter.

462 sosu'er har besvaret spørgsmålet, og af dem har 60 procent haft smerter dagligt eller ugentligt.

Karen-Margrethe Larsen har tidligere været rengøringsassistent og arbejder nu i hjemmeplejen i Brønshøj. Hun er rigtig glad for sit fag og for sin arbejdsplads.

Men i halvandet års tid har hun haft smerter flere gange ugentligt, både når hun arbejder, og når hun vågner om morgenen. Hun har gigt i alle sine nakkehvirvler og i skuldrene, og når hun gør rent hos borgerne, må hun kompensere ved at bruge andre dele af kroppen.

- Jeg har også været sygemeldt i et par længere perioder på grund af smerter, fortæller hun.

(Foto: Jan Macdonald Arnskov © DR Nyheder)

Karen-Margrethe Larsen og hendes læger vurderer, at smerterne skyldes mange års hårdt arbejde med blandt andet rengøring, forflytninger af borgere og ubekvemme arbejdsstillinger på små badeværelser.

Når hun ser på sine yngre kolleger, finder hun det urimeligt, at de har udsigt til en endnu højere folkepensionsalder, end hun selv har.

For selvom livet bliver længere, så bliver et job som deres ikke mindre opslidende, påpeger hun.

- En pensionist, der skal passe en pensionist. Det er jo fuldkommen vanvittigt. Skal man så komme ud til borgerne med sin rollator og spørge, hvad man kan være behjælpelig med? Kan vi være det bekendt i Danmark? spørger hun.

- Hvem vil ansætte en på 62?

- Hvorfor finder du dig ikke et andet arbejde, hvis det er så slidsomt?

- Jeg er 62 år. Og hvis du tænker over det: Hvem vil ansætte en på 62? Det kan godt være, det siges, at det er rigtig godt, når det grå guld bliver lidt længere på arbejdsmarkedet, men jeg tror nu ikke, der er ret mange, der vil ansætte en i den alder, siger Karen-Margrethe Larsen.

- Og så skal man også have råd til det, hvis man bare skal holde op.

- Men er helbredet ikke det allervigtigste?

- Det er det da. Men det er dejligt at have et sted at bo, mens man har det.

- Jeg har ikke så mange penge på kontoen, så jeg kan sige, at nu går jeg på pension, og så lever jeg fint resten af mit liv.

(© DR Nyheder)
Facebook
Twitter