Den danske sommer viste sig fredag og lørdag fra sin bedste side og lod solen skinne fra morgen til aften.
Det fik rigtig mange til at søge ud til både grønne arealer og havnekajer for at nyde vejret - og måske endda en enkelt drink eller to. Og hvad mangler sådan et arrangement ellers?
Noget god musik, mente mange. I hvert fald har Københavns Politi henover weekenden modtaget 350 anmeldelser om musik til ulempe i deres politikreds. I den forbindelse har man givet 70 påbud om at skrue ned, mens der er blevet uddelt to bøder.
Fyns Politi oplyser, at de i weekenden har fået 60 anmeldelser og har uddelt én bøde. Det sker, efter at både Fyns, Københavns og Østjyllands Politi op til weekenden besluttede at skærpe indsatsen mod lydanlæggene - eller soundboksene, som de ofte bliver kaldt.
- Det har været rigtig godt vejr, så vi har haft relativt travlt både fredag og lørdag. Vi er kørt til rigtig mange anmeldelser af musik til ulempe, fortæller vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Lars-Ole Karlsen.
'Vi kan jo supplere med en endnu mere målrettet indsats'
Med kun to uddelte bøder er bødeblokken dog blevet holdt i ro, ligesom der heller ikke er blevet beslaglagt nogen soundbokse, som politiet ellers har mulighed for.
- Vi er kørt til rigtig mange anmeldelser, men er musikken så slukket eller skruet ned, så er bødeblokken ikke kommet frem, siger Lars-Ole Karlsen, der understreger, at tilgangen hos Københavns Politi er dialogbaseret.
Men med 350 anmeldelser har jeres skærpede fokus så virket?
- Det er svært at sige på en enkelt weekend, men vi kan jo supplere denne her indsats med en endnu mere målrettet indsats. Og så kan det være, vi må skrive nogle bøder ud, siger Lars-Ole Karlsen.
Torsdag var der liv, glade dage og masser af lydanlæg på Islands Brygge. Der er dog ingen af personerne i videon, der er en del af politiets optælling.
Et lydanlæg beslaglagt
Hos Østjyllands Politi har man også haft en travl weekend. Her har man modtaget 113 anmeldelser og uddelt én bøde, og så er man blevet nødt til beslaglægge et enkelt lydanlæg.
- Vi har haft en sag med en ung mand, der efter forbuddet for elektronisk musik får beslaglagt et anlæg. Det er jo klart, at man bliver træt af det, hvis man får det beslaglagt. Men man kan jo ikke gentagne gange blive ved med at spille så højt, at man generer andre, siger politiinspektør René Raffo.
95 af anmeldelserne er sket i Aarhus Kommune, hvor kommunen har udpeget flere områder, hvor musik fra højttalere vil være forbudt fra klokken 20 til klokken 10.
Alligevel kan René Raffo berette om en stigning i antallet af anmeldelser.
- I sidste weekend havde vi 90 anmeldelser, 69 af dem i Aarhus, fortæller han.
Har I så fået kommunikeret jeres skærpede indsats godt nok ud?
- Ja, det synes jeg bestemt. Anmeldelserne om musik til ulempe er heller ikke kun kommet fra de områder, hvor vi har gjort musik forbudt i tidsrummet fra 20 til 10, siger René Raffo og understreger, at man naturligvis også skal følge de almindelige regler i ordensbekendtgørelsen uden for tidsrummet.
Nabo: Det er som et diskotek, hvis de får lov at give den gas
Et af de helt store mekkaer for soundboksene er havnekajen og de grønne områder på Islands Brygge i København.
Her fangede DR Nyheder torsdag Nick Olsen, der i sin lejlighed på Islands Brygge ofte bliver forstyrret af årets sommerhits fra lydanlæggene.
- Vi flygter til vores sommerhus om sommeren, fordi vi simpelthen ikke kan holde ud at være her, fortæller han.
Han ser gerne, at politiet er relativt rundhåndet med bøderne til soundboksejerne.
- Jeg synes, at det er ret nødvendigt, at der bliver sat en dæmper på det. Jeg tror ikke, at der skal mange bøder til, før de begynder at opføre sig, som de skal.
Men kan man ikke også sige, at det er en del af pakken, når man vælger at bo det sted, som du gør?
- De må også gerne spille musik, men de skal spille stille og roligt. Her er ligesom et diskotek, hvis de får lov til at give den gas, siger Nick Olsen.