Sparekassen Kronjylland betaler stor bøde i kursfup-sag

Sparekassen Kronjylland erkender ansvar i sag om chefers kursmanipulation.

Pengeinstituttet understreger, at den nuværende ledelse først tiltrådte i selskabet halvandet år efter, at de forhold, de tidligere ansatte nu er tiltalt for, blev udført.

Sparekassen Kronjylland lukker for eget vedkommende sagen om otte bankchefers kursmanipulation ved at betale en bøde på fem millioner kroner for det ansvar, banken har for sine ansattes handlinger.

Sparekassen skriver i en pressemeddelelse, at årsagen til, at man har accepteret bøden, er det principielle ansvar, en dansk arbejdsgiver har for de handlinger, der er foretaget af dens ansatte, uanset om arbejdsgiveren har haft viden om deres handlinger eller ej.

Otte tidligere chefer i Sparekassen Kronjylland og i de to krakkede banker EBH Bank og Morsø Sparekasse blev onsdag tiltalt for kursfup i den hidtil største sag af slagsen i bankverdenen.

Mandatsvig og bedrageri

Tiltalen drejer sig også om mandatsvig og bedrageri.

Anklagen har været ventet i lang tid, og den skal behandles af Retten i Hjørring, oplyser Bagmandspolitiet. Blandt de tiltalte er den tidligere bestyrelsesformand Egon Korsbæk fra EBH Bank.

Den påståede strafbare jonglering med kursen drejer sig om aktier i Vestjysk Bank og i Keops-obligationer.

- Kedelig sag

Sparekassen Kronjylland skriver i pressemeddelelsen, at man fra dag ét i efterforskningen har stillet sig 100 procent til rådighed for politiet.

- Vi ønsker at lukke denne kedelige sag, som nogle enkelte tidligere medarbejdere har involveret Sparekassen i, udtaler administrerende direktør i Sparekassen Kronjylland, Klaus Skjødt, i meddelelsen

- Det ligger langt fra de værdier, som vi bygger på, og derfor tager vi også ansvaret på os og lukker sagen i stedet for at bruge skatteborgernes penge på en lang og dyr retssag.

Pengeinstituttet understreger, at den nuværende ledelse først tiltrådte i selskabet halvandet år efter, at de forhold, de tidligere ansatte nu er tiltalt for, blev udført.

/ritzau/

Facebook
Twitter