Spejderlejr med overnatning og fodbold-EM med særstatus: Se reglerne for sommerens store arrangementer 

Sommerens store arrangementer får lov at åbne løbende - se planen her.

Flere arrangementer vil kunne afholdes med krav til opdeling af deltagere.

Med nattens aftale står det mere klart, hvordan sommerens store arrangementer kan afholdes.

Det har allerede fået en lang stribe festivaler til at kaste håndklædet i ringen og helt aflyse, mens andre nu får udsigt til at afholde sports- og feriearrangementer, konferencer og kræmmermarkeder.

Det fremgår af en oversigt i den politiske aftale, som også betyder, at sommerlejre kan afvikles med overnatning fra den 14. juni - dog med et loft på 500.

De nye retningslinjer for sommerlejre betyder, at 120.000 børn og unge kan komme på lejr til sommer, vurderer formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, Chris Borup Preuss.

- Vi er glade for, at det nu bliver muligt for så mange unge at komme på sommerlejr, fordi inden aftalen i nat så det ikke ud som om, at der ville blive afholdt en eneste sommerlejr, siger han.

Deltagerloftet på 500 vil dog få konsekvenser for enkelte arrangementer.

- Men vi er samtidig ærgerlige over, at der er sat et loft på 500, fordi det betyder, at en række arrangementer skal omdannes drastisk eller aflyses.

Flere til fodbold

Fodbold-EM i Parken til sommer får lov at skrue lidt ekstra op for antallet af tilskuere og kan lukke 1.000 tilskuere ind per sektion, hvilket løber op på 15.900 per fodboldkamp.

- Det er vi naturligvis rigtigt glade for i DBU, for det betyder, at endnu flere kan være en del af den fest og det fællesskab og fantastiske fodboldspil, som vores landshold skal levere i Parken til sommer, siger direktør i Dansk Boldspil-Union, DBU, Jakob Jensen skriver Ritzau.

DBU-direktøren har forhåbninger om, at antallet af tilskuere i Parken kan komme endnu højere op, hvis coronapandemien tillader det.

Messer kan åbne 21. maj uden deltagerloft, mens loppemarkeder kan åbne med et loft på 500 deltagere.

Restriktionerne lempes gradvist over fire centrale datoer.

Alle arrangementer indendørs som udendørs kræver coronapas, ligesom der i de fleste tilfælde er krav om en sundhedsplan og værnemidler.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk