Spektakulært fund: Skattejægere finder arabisk møntskat på Møn

Fund af 30-35 mønter fra vikingetiden er et arkæologisk vigtigt fund, siger forskningsdirektør.

- Det er det første fund på Møn af en egentlig skat af mønter fra det arabiske Kalifat, siger forskningsdirektør ved Museum Sydøstdanmark, Jens Ulriksen. (Foto: Jens Olsen © Museum Østdanmark)

To skattejægere med metaldetektorer har fundet en møntskat fra vikingetiden på Møn.

Det er det hidtil største fund af arabiske sølvmønter på Møn, skriver Sjællandske.

Skatten, der består af 30-35 mønter og stumper af mønter, er blevet dateret til mellem 770-880 efter Kristus, og hører dermed til i den tidlige vikingetid.

Mønter til behandling på Nationalmuseet

Arkæologer fra Museum Sydøstdanmark har efter fundet haft en udgravning på stedet, og har da også fundet spor efter beboelse fra vikingetiden.

Mønterne blev fundet af skattejægere på Møn ved hjælp af metaldetektorer. (Foto: Pernille Rhode Sloth © Museum Sydøstdanmark)

Udgravningen og detektorjagten er nu slut, og museet er klar til at afrapportere fundet og indsende mønterne til Danefæ-behandling på Nationalmuseet.

Men forskningschef Jens Ulriksen er ikke tvivl om, at der er tale om et arkæologisk vigtigt fund:

- På en skala fra 1 til 10 vil jeg sige, at det er tæt på en 10'er. Det er det første fund på Møn af en egentlig skat af mønter fra det arabiske Kalifat, siger han til Sjællandske.

/ritzau/