Spil de nyeste spil direkte på nettet

Vi har hørt om musik og film, som høres og ses direkte fra nettet. Nu kommer de nyeste spil på nettet, og manden bag siger, at vi skal smide vores Playstation ud.

Vi har hørt om musik og film, som høres og ses direkte fra nettet. Nu kommer de nyeste spil på nettet - og manden bag siger, at vi skal smide vores Playstation ud. (Foto: OnLive)

Selvtilliden fejler bestemt ikke noget hos Steve Pearlman.

Han er manden bag en ny og temmelig hypet internetservice, kaldet OnLive.

Ideen er at spille de allernyeste spil, man normalt skal ned i butikken eller downloade til sin pc eller sin spillekonsol, direkte på nettet. Spillene bliver streamet, lidt på samme måde som film og musik gør det i dag, altså spil on-demand.

- Vi har ikke brug for flere maskiner, siger Steve Pearlman til BBC.

Spillene bliver ikke downloadet til din maskine, men streamet via af internettet, og OnLive påstår, at det kommer til at føles fuldstændig som om spillet var i din Playstation eller Wii.

Slut med at købe nye maskiner

Bag de flotte ord er et system, der skal kunne komprimere spildata, og streame den til brugerne. Men det påstår OnLive at de kan. De eneste brugerne skal have er en bredbåndsforbindelse sluttet til computer eller tv.

OnLive siger at det er slut med at købe en ny Playstation eller Wii hvert tredje år.

- Vi vil flytte dine penge fra maskiner til spil. Vi er en ny platform og vi bygger et netværk og en infrastruktur, der skal holde de næste 30 år, ikke kun de næste fem, siger Mike McCarvey, OnLives daglige leder.

Spilsalget falder

Spilanalytikere mener, at OnLive muligvis har fat i noget. Salget af spil faldt sidste år otte procent i USA, og hvis OnLive og lignende spilsider slår igennem, vil det gå ud over detailhandlen og spilkonsolproducenterne.

- Der sker et skifte lige nu. Fra at man downloader spil for at spille senere til at man spiller lige her og nu. De data, der kommer ind, bliver ikke gemt. De bliver brugt i det sekund, de kommer ind, siger Steve Pearlman.

Ro på nu

Mens OnLive forståeligt nok er ved at svømme over i selvros og begejstring, så er andre lidt mere forbeholdende.

Dean Takahashi fra GamesBeat mener ikke, at der er garanti for succes.

- Det kommer til at starte i det små. Det vil blot være endnu en måde at sælge spil på i begyndelsen, men på et tidspunkt, ja, så vil der ske en forandring i den måde vi spiller på, siger Dean Takashi.

OnLive har været under udvikling i ikke mindre end otte år. For et års tid siden turde firmaet endelig sige, at ideen bliver til noget. Siden har der været tavst, men 17. juni i år åbner OnLive for brugerne.

Brugere kommer til at betale et abonnement på omkring 100 kroner om måneden og derudover skal man så betale for at spille. Blandt de annoncerede spil, der vil ligge klar til sommer er Assassin's Ceed, Prince of Persia og Borderlands.

Lige inden du render ind og smider din Xbox i skraldespanden, så skal du lige være opmærksom på, at OnLive - naturligvis - åbner først i USA. Vi europæere må vente lidt længere.

Facebook
Twitter