Spillefirmaer lokker ludomaner tilbage i fordærv

Spillefirmaer lokker ludomaner, der forsøger at stoppe med at spille, tilbage i deres afhængighed.

Hvis folk ikke har givet lov, er det ulovligt for spiludbydere at kontakte brugere med gode tilbud. (© Colourbox)

Spiludbydere får hård kritik, fordi de ringer direkte til deres brugere, hvis de kan se, at de ikke har spillet i et stykke tid.

For at få dem til at spille igen tilbyder udbyderne brugerne en bonus på flere hundrede kroner, som de frit kan bruge.

27-årige Kathrine er en af dem, har prøvet at blive lokket i fælden. Efter at have tabt 30.000 kroner på én dag stoppede hun med at spille på nettet. Men efter nogle uger blev hun ringet op af Ekstra Bladet Bingo, som er en af de internetsider, hun plejede at spille meget på.

- De fortalte mig, at det var lang tid siden, jeg havde været der. Derfor ville de gerne give mig 200 kroner, jeg kunne spille for, husker Kathrine.

Tilbage med et klik

Dét opkald var alt, der skulle til, for at Kathrine begyndte at spille igen.

- Jeg tænkte, at de penge skal jeg da ikke gå glip af, så jeg gik ind, og så var jeg tilbage i hele smøren igen, fortæller hun.

Kathrine, der ønsker at være anonym af hensyn til sin familie, er nu i behandling hos Center for Ludomani.

Ifølge hende er Ekstra Bladet Bingo langt fra alene om at ringe og tilbyde penge, hvis brugerne ikke har spillet et stykke tid.

- Det gør alle de andre sider også, siger hun.

Ulovlig markedsføring

Den form for markedsføring er simpelthen ulovlig, siger jurist hos Forbrugerombudsmanden, Tina Morell Nielsen.

- Det er forbudt at ringe forbrugere op med henblik på at sælge varer eller ydelser, siger hun.

Den eneste undtagelse er, hvis brugeren selv giver en tilladelse til, at spillesiderne kan ringe en op, siger juristen.

- Hvis der ikke er det, er der sket en overtrædelse af reglerne. Det er strafbart og betyder, at man risikerer at få en bøde, hvis man gør det.

- Forkasteligt

Udover at være ulovligt er det en forkastelig form for markedsføring kun designet til at lokke mennesker med spilleproblemer. Det siger lederen af Center for Ludomani, Michael Bay Jørsel, der kalder det agressivt og helt uhørt:

- I alle ender og kanter synes jeg, at det her er dybt forkasteligt. Det er at sætte hele den her spillerroullette igang over de her mennesker, som kæmper med det, som er ved at løbe lønsk, nemlig at spille på de her online sites.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ekstra Bladet Bingo.