Spionchef og ledelseschef i FE sendt hjem efter tilsynsskandale

Ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste er mistænkt for at have tilbageholdt oplysninger.

I alt er tre ansatte blevet hjemsendt fra Forsvarets Efterretningstjenste, der har hjemme her på Kastellet i København. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Det er to ledende nøglemedarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der er blevet hjemsendt sammen med topchefen Lars Findsen som en konsekvens af den kritik, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne i går rejste mod den hemmelige tjeneste.

I alt er tre chefer i FE blev sendt hjem på grund af sagen. Udover Lars Findsen drejer det sig om chefen for ledelsesstaben og sektorchefen for indhentning.

Det erfarer DR Nyheder fra flere kilder.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er chefen for ledelsesstaben blandt andet ansvarlig for FE’s juridiske afdeling.

Den tredje hjemsendte chef, sektorchefen for indhentning, er chef for de medarbejdere og afdelinger i FE, der direkte er beskæftigede med at indsamle oplysninger enten gennem forskellige former for elektronisk spionage og aflytning af kommunikation eller gennem brug af menneskelige spioner.

Det er blandt andet netop mod dette område af FE's virksomhed, som Tilsynet for Efterretningstjenesterne, TET, i går rettede sin kritik.

Hård kritik fra tilsyn

Tilsynet med Efterretningstjenesterne udsendte i går en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at tilsynet i november 2019 var blevet kontaktet af en eller flere whistleblowere, der havde forsynet tilsynet med et omfattende materiale og hidtil hemmeligholdt materiale.

Ifølge tilsynet peger materialet på, at de ledende medarbejdere i FE har tilbageholdt oplysninger eller direkte talt usandt overfor tilsynet, der ifølge loven har krav på at få indblik i FE's virksomhed og aktiviteter.

Det kom også frem, at tilsynet vurderer, at FE kan have spioneret mod borgere bosat i Danmark, hvilket i udgangspunktet ikke er tilladt for FE, der primært har til opgave at spionere mod Danmarks fjender i udlandet eller mod trusler mod danske interesser, der stammer fra fremmede stater eller borgere i udlandet.

Tilsynet vurderer blandt andet også, at FE kan have set igennem fingre med spionage mod Danmark indenfor Forsvarsministeriets område, ligesom der kan være sket overbringelse af oplysninger om danske borgere til fremmede efterretningstjenester.

Ud over de tre FE-chefer er den tidligere chef i FE og tidligere departementschef i Forsvarsministeriet, Thomas Ahrenkiel, også hjemsendt.

FE udgør sammen med PET Danmarks efterretningstjenester. Mens PET er underlagt politiet og Justitsministeriet, er FE knyttet til Forsvaret og underlagt Forsvarsministeriet.

Chefen for ledelsesstaben ønsker ikke at udtale sig. DR har forgæves forsøgt at få en kommentar fra sektorchefen for indhentning.

Heller ikke Forsvarsministeriet har nogen kommentarer, oplyser ministeriets pressefunktion.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få en kommentar fra forsvarsminister Trine Bramsen (S).

FacebookTwitter