Spis lykkepiller eller mist sygedagpenge

Den besked har Jeanette Quaad og andre syge og svage borgere fået af deres kommuner. Det er ulovligt, fastslår en juraprofessor overfor 21 Søndag.

Jeanette Quaade blev tvunget til at tage antidepressiv medicin, hvis ikke hun ville miste sine sygedagpenge. Det er ulovligt, fastslår en professor.

Syge og svage borgere tvinges til at tage antidepressiv medicin, hvis ikke de vil miste deres sygedagpenge. Det er ulovligt, fastslår en professor. Alligevel kan DRs nyhedsmagasin 21 Søndag dokumentere, at denne praksis gennemføres i flere kommuner.

- Det er klart at man ikke kan forlange at en borger skal underkaste sig en hvilken som helst form for behandling for at kunne beholde sine dagpenge det er allerede fastslået i en lang række afgørelser, siger Kirsten Ketscher, professor i socialret på Københavns juridiske fakultet.

Alligevel har blandt andet Struer og Aalborg Kommune krævet, at borgere skulle tage antidepressiv medicin, der også er kendt som lykkepiller.

Ville miste sit hjem

Hvis ikke borgerne tog pillerne, ville kommunen tage sygedagpengene fra dem. Det ville i Jeanette Quaades tilfælde betyde, at hun ville miste 15.000 kroner om måneden.

- Det var en afvejning af, at jeg havde en forpligtigelse over for to piger. Konsekvensen af at sige nej til pillerne var at miste sygedagpengene, og dermed også det sidste jeg havde, nemlig et hjem at holde fat i, siger Jeanette Quaade fra Struer.

Professor Kirsten Ketscher mener, at kommunernes praksis ikke bare er i strid med dansk lov, det kan også være i strid med menneskerettighederne.

- Den pågældende kommer altså under et pres, og jeg mener altså at det er et pres der i virkeligheden går tæt på den enkeltes menneskerettigheder. Så man kunne altså også inddrage den europæiske menneskerettighedskonventions spørgsmål, om der her sker en overtrædelse af den enkeltes ret til integritet, siger Kirsten Ketscher.

Ingen principiel vurdering

Ankestyrelsen gav Jeanette Quaade medhold i, at i hendes sag kunne Struer Kommune ikke stille krav om, at hun skulle tage antidepressiv medicin.

Men Ankestyrelsen har ikke lavet en principiel vurdering af problemstillingen, så trods afgørelsen i Jeanette Quaades sag, så kan andre borgere i bl.a. Struer Kommune også risikere at få valget mellem at tage piller eller at miste den offentlige ydelse.

Borgmester: Vi følger loven

Struers socialdemokratiske borgmester, Niels Viggo Lynghøj, vil da heller ikke garantere, at der for fremtiden ikke vil være flere, der på samme måde vil få frataget deres sygedagpenge.

- Der er jo en praksis og den praksis læner sig op ad den lovgivning der er. Og i det omfang at den her domafgørelse ændrer lovgivningen, så vil vi også rette ind efter den praksis. Men indtil det sker, så er det klart, at jobcenteret i Stuer, ligesom alle mulige andre jobcentre, administrere efter den aktuelle lovgivning der er, siger Niels Viggo Lynghøj.

Facebook
Twitter