”Spøgelse” skræmmer børn på sociale medier

Hvis man ikke sender kædebesked videre, truer spøgelset med at sove ved ens side resten af livet. Slet beskeden og tal med en voksen om det, lyder rådet.

Mange børn er blevet skræmt af et kædebrev med uhyggelige trusler på sociale medier. (© Colourbox)

Mange børn er blevet skræmt af et kædebrev med uhyggelige trusler på de sociale medier. Henover sommeren er det blevet sendt flittigt rundt på både Instagram og Facebook. Det fortæller Ultra Nyt, DR's nyheder for børn.

Afsenderen påstår at være et portugisisk spøgelse, der kalder sig Teresa Fidalgo. Hun skulle være død for 27 år siden, men bruger nu sit efterliv på nettet.

Hvis man ikke sender beskeden videre til 20 venner, truer spøgelset med at sove ved ens side resten af livet. Og truslerne stopper ikke der:

- En pige ignorerede den her besked, og efter det døde hendes mor 20 dage efter, hedder det i beskeden.

Virker overbevisende

Cassandra Mølkjær på 13 år var en af dem, der modtog beskeden på Instagram:

- Det er ret uhyggeligt, fordi det også går ud over ens familie og ikke kun en selv. Man tænker, at det kan være ens egen skyld, at ens familie kan dø, forklarer hun til Ultra Nyt.

Cassandra Mølkjær havde modtaget kædebeskeder før, men denne her virkede særligt overbevisende, synes hun. Nettet er nemlig fuld af billeder, videoer og tekster om Teresa Fidalgo og hendes forbandelse.

- Det, som jeg læste inde på Google, virkede rigtigt, og man kunne se billeder fra, at hun (Teresa Fidalgo, red.) var gammel og levede, forklarer hun.

Men billederne og videoerne på nettet stammer fra den portugisiske gyserfilm A Curva fra 2004, og historien om Teresa Fidalgo er opfundet af instruktøren David Rebordão.

Råd: Slet beskeden med det samme

Medierådet for Børn og Unge kender godt til den type kædebeskeder. De florerer indimellem på internettet og er ikke til at undgå:

- Sådan er det bare på internettet, der er alle mulige ting, som man skal forholde sig til. Hvis man bliver bange for noget af det, skal man tale med en voksen eller en anden, man stoler på, siger Gry Hasselbalch, der er projektleder i Medierådet for Børn og Unge.

Derudover lyder rådet, at man aldrig skal sende beskederne videre, men bare slette dem med det samme.

Facebook
Twitter