Spøgelsesbilist afhøres senere i dag

Den spøgelsesbilist, der i går dræbte fire i en modkørende bil på motorvejen ved Fredericia, skal afhøres af politiet senere i dag. Politiet efterlyser vidner til ulykken.

En såkaldt spøgelsesbilist dræbte i går fire mennesker. I dag bliver han afhørt af politiet. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Spøgelsesbilisten, en 40-årig mand fra Valby, der i går dræbte alle fire passagerer i en modkørende bil på den jyske motorvej, afhøres senere i dag, oplyser Sydjyllands Politi.

De foreløbige undersøgelser viser, at en sort personbil af mærket Audi 80 fra 1993 kørte ad motorvejen ved Fredericia i nordgående retning i det sydgående spor, hvor han frontalt kørte ind i en grøn Toyota Corolla personbil, som havde en 32-årig kvinde fra Middelfart bag rattet.

Føreren af Audien var alene i bilen. Han blev efterfølgende bragt til Vejle Sygehus, hvorfra han senere blev overført til Odense Universitetshospital. Han er erklæret uden for livsfare, og politiet vil altså forsøge at afhøre ham senere i dag.

Efterlyser vidner

Sydøstjyllands Politi har brug for flere oplysninger om den alvorlige ulykke. Politiet efterlyser derfor vidner til uheldet.

Også bilister som har set spøgelsesbilistens sorte Audi inden uheldet må meget gerne henvende sig til Sydøstjyllands Politi i Fredericia på telefon 76 24 14 48 eller nærmeste politi. Politiet vil gerne vide, hvor spøgelsesbilisten kørte ned på motorvejen.

De dræbte er en 32-årig kvinde fra Middelfart, hedes 26-årige samlever, hendes 36-årige bror og dennes 35-årige kone.

Facebook
Twitter