Stabile coronatal beroliger ekspert: 'Jeg havde forventet flere smittetilfælde'

Den frygtede stigning udebliver trods mere genåbning af samfundet.

Fitnesscentrene kunne i denne uge igen byde kunder velkomne. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Mens danskerne nu har fået grønt lys til at svede sammen i fitnesscentret eller synge i kor med afstand til nærmeste sopran eller tenor, ligger antallet af nye smittede med coronavirus fortsat på et lavt niveau.

I det senest opgjorte døgn fik 40 personer et positivt svar på deres coronatest. Det er et fredeligt tal, vurderer Lars Østergaard, professor i infektionsmedicin ved Aarhus Universitet.

- Det har ligget vedvarende lavt og stabilt over de senere dage. Men der en lillebitte tendens til en stigning helt nede i decimalerne. Og det understreger, at det her tal er rigtig vigtigt at holde øje med nu her, hvor vi er i gang med at genåbne samfundet, siger han.

Antallet af nye smittede toppede 3. april, hvor 473 personer blev testet positiv for coronavirus på et døgn.

Siden da er kurven faldet - ikke mindst i kølvandet på genåbningen af samfundet, der begyndte i midten af april, da vuggestue-, børnehave- og skolebørn i de mindste klasser kunne vende tilbage.

Det har overrasket Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet.

- Jeg havde forventet flere smittetilfælde efter åbningerne. Men afstand, hygiejne og måske også sommeren ser ud til være faktorer, der er med til at sikre lave smittetal, siger han.

(ARKIV) Podetelt på Rigshospitalet i København. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Laveste antal indlagte siden nedlukning

Antallet af indlagte giver ligesom antallet af nye smittede et indtryk af en aftagende epidemi.

Ifølge den seneste opgørelse er 54 personer indlagt på hospitalet med coronavirus.

Det er det laveste antal, siden regeringens nedlukning trådte i kraft 16. marts - og en tiendedel i forhold 11. april, da antallet af indlagte toppede med 535 personer.

- Det er en fortsættelse af historien om, at vi er gode til at følge adfærdsanbefalingerne. Faktisk i en sådan grad, at de nu næsten fulde åbninger ikke resulterer i flere alvorligt syge, siger Søren Riis Paludan.

Lars Østergaard glæder sig også over det lave antal indlagte, men påpeger, at man skal se på antallet med det forbehold, at det viser en udvikling, der er sket for omkring tre uger siden.

(ARKIV) Aalborg Universitetshospital lukkede i sidste måned en intensivafdeling til behandling af Covid-19, da der var for få patienter. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det tager nemlig omkring en uge at få symptomer efter smitte med coronavirus. Og yderligere en uge at blive så syg, at det kræver hospitalsindlæggelse.

Det skal lægges sammen med en gennemsnitlig indlæggelsestid på omkring ti dage for Covid-19-patienter.

- Så det afspejler, hvor meget der har været af smitte på et tidspunkt, der ligger tre til fire uger tidligere, siger Lars Østergaard.

Han forventer, at antallet af indlagte vil fortsætte den nedadgående kurve.

- Jeg tror, det vil falde gradvist. Der er ikke noget i det tal, der siger, at der er voldsom stigning på vej, som vi ved af lige nu.

Ny strategi for smitteopsporing på vej

Styrelsen for Patientsikkerhed meddelte forleden, at man nu skifter strategi for smitteopsporing.

Nu skal alle nysmittede kontaktes med tilbud om hjælp og rådgivning til at identificere nære kontakter og mulige smittekæder.

Det var den strategi, som styrelsen havde før nedlukningen af samfundet 11. marts.

Lars Østergaard har i lang tid efterlyst en bedre strategi for smitteopsporing.

Og han er glad for, at myndighederne har besluttet sig for at gå mere grundigt til værks, selvom tallene viser, at epidemien er aftagende.

- Det er godt, at tallene er lave og vedvarende lave til trods for åbningen. Men vi skal også være sikre på tallene. For det er ikke sådan, at smitten er væk. Vi kan se, at der er små udbrud rundt omkring. Og dem skal vi være i stand til at opdage, siger han.

Facebook
Twitter