Stadig sort skærm hos Yousee-kunder: Årsag til nedbrud ukendt

Cirka to tredjedele af Yousees kunder kan igen se fjernsyn efter det massive nedbrud.

Mange af Yousees kunder vågner op til lige så sort skærm som i går. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Yousee er ikke kommet nærmere en forklaring på, hvorfor selskabets kunder ikke kunne se fjernsyn nytårsaften.

Det fortæller Tine Gutfelt fra Yousees pressetjeneste her til morgen, hvor mange af Yousees kunder stadig har sort skærm.

- Cirka to tredjedele af kunderne er oppe at køre igen, siger hun efter et hastemøde i Yousee nytårsmorgen.

Tine Gutfelt fortæller, at "langt størstedelen" af Yousees 1,2 millioner kunder blev ramt af nedbruddet, der satte ind i går ved 16.30-tiden og dermed spolerede kundernes fjernsynsaften på den sidste dag i 2016, hvor mange formentlig havde set frem til blandt andet dronningens nytårstale.

Yousees kunder i Viborg og København kunne ifølge Tine Gutfelt se fjernsyn igen ved 22-tiden i går, men Yousee har ikke umiddelbart noget bud på, hvornår alle kunderne kan se tv igen.

- Vi har indkaldt ekstra mandskab, samt alle de eksperter vi har, da det er en meget kompleks operation, der skal laves, sagde Tine Gutfelt nytårsaften.

- Det betyder, at vi skal ud på vores 33 centraler landet over for at genstarte installationerne. Så vi skal ud lokalt for at fejlrette, og det tager tid.

Hvis du er Yousee-kunde, kan du tjekke din driftsstatus her.